Sæsonen er slut i Premier League, og derfor kommer vi her til at stille skarpt på, hvordan sæsonen er gået i England.
Der er blevet afviklet 38 runder i sæsonen, og i denne artikel kommer vi til at kigge nærmere på, hvordan det har set ud i toppen af tabellen i Premier League.
Der var kamp om det engelske mesterskab lige til den sidste spillerunde, hvor Manchester City og Arsenal begge kunne ende med at løfte pokalen.
Liverpool havde også været med i mesterskabskampen, men de var blevet sat for nogle runder siden, og så var der kun Manchester City og Arsenal tilbage, hvor det var Manchester City, der havde muligheden for at afgøre det selv i sidste runde.
City førte med to point ned til Arsenal inden sidste runde, hvor City selv skulle spille på hjemmebane mod West Ham, mens Arsenal skulle have besøg af Everton i deres sidste kamp i sæsonen.
Begge hold gjorde, hvad de skulle. City vandt 3-1 over West Ham, mens Arsenal slog Everton med 2-1, og så endte det altså med, at Manchester City vandt mesterskabet. De blev samtidigt også historiske, da de er det første hold nogensinde til at vinde fire engelske mesterskaber i træk.
Selvom Liverpool blev sat af i mesterskabskampen, så var der ingen tvivl om, at de skulle have en plads i Champions League i den kommende sæson. De sluttede som nummer tre med 82 point, hvor de var hhv. ni og syv point efter Manchester City og Arsenal.
Det der fylder mest hos Liverpool lige nu, det er dog nok, at Jürgen Klopp havde sin sidste kamp i spidsen for holdet, da de i den sidste runde i weekenden vandt 2-0 over Wolverhampton hjemme på Anfield. Det var derfor en ret vemodig kamp på mange måder.
Fjerdepladsen i Premier League giver også adgang til Champions League i den kommende sæson, og det var lidt overraskende, at det var Aston Villa, der med 68 point sluttede på den.
Det har været en rigtig god sæson for Aston Villa, hvor holdets manager, Unai Emery, virkelig har lavet et lille mesterstykke. Holdet har leveret nogle rigtig gode resultater, og det er helt fortjent, at de skal med i Champions League i den kommende sæson.
Tottenham konkurrerede med Aston Villa om fjerdepladsen i længere tid, men de trak altså det korteste strå, og må tage til takke med en placering som nummer fem, hvor de kvalificerer sig til Europa League.
På sjettepladsen finder vi Chelsea, der har haft en meget skuffende sæson, men de havde dog en god slutspurt, hvor de vandt fem kampe på stribe, og det var altså det, der sikrede dem den placering.
Sjettepladsen giver adgang til Conference League, men Chelsea kan alligevel ende med at være heldige, at de faktisk kommer med i Europa League i den kommende sæson.
Her skal de kigge mod FA Cup-finalen. Manchester City og Manchester United spiller mod hinanden, og hvis det ender med en sejr til Manchester City, så kommer Chelsea i Europa League, mens en sejr til Manchester United vil sende dem i Conference League.