Stemningen er på nulpunktet hos Liverpool, efter de i weekenden måtte forlade banen endnu en gang uden at få tre point med.
Inden sæsonen gik i gang, troede Liverpool nok, at de skulle være med i kampen om det engelske mesterskab, men sådan er det langt fra gået for klubben, der har haft en meget skuffende sæson.
De er mere end 20 point efter Arsenal, der ligger nummer et i Premier League, og det ser efterhånden ud til, at Liverpool snart ikke har mere at spille for i denne sæson.
Efter Liverpools første 20 kampe i denne sæson har de kun vundet de otte, mens det også er blevet til fem uafgjorte og syv nederlag. Det giver dem i alt 29 point, hvilket kun rækker til en placering som nummer ti i Premier League.
I den seneste runde i weekenden spillede Liverpool på udebane mod Wolverhampton, og her løb gæsterne ind i et klart nederlag, da de tabte med 3-0, og de er nu oppe på fire kampe i træk uden sejr i ligaen, hvor de har tabt de tre af dem.
Det er derfor ikke for meget at sige, at det på ingen måde kører for Liverpool i øjeblikket, og klubbens brasilianske målmand, Alisson Becker, er da også meget skuffet over, at de måtte tage hjem fra kampen mod Wolverhampton med så klart et nederlag i bagagen.
- Nogle gange laver man fejl i fodbold, og så bliver man straffet. Det har vi gjort igen og igen. Det var to fejl. To mål i starten af kampen. Vi gør tingene svært for os selv.
- Efterfølgende havde vi en god anden halvleg. Vi kunne have gjort det bedre ved det tredje mål, men det var et godt moment for modstanderen. Jeg ved ikke, hvad der skal ske, før vi vågner op. Vi kommer her og siger, vi tror på os selv, men vi opfører os ikke sådan på banen, lyder det fra målmanden.
Premier League: Matip ikke populær hos The Reds
Premier League: God dialog mellem Liverpool og Firmino
Med de dårlige resultater i denne sæson i mente så er der ikke noget at sige til, hvis Liverpools tyske manager, Jürgen Klopp, sidder lidt uroligt i sædet, for der er ingen tvivl om, at det ikke kan blive ved på denne måde i den engelske klub.
I kampen mod Wolverhampton så det hurtigt svært ud for Liverpool, da de allerede efter 12 minutter var kommet bagud med 2-0, og manageren mener selvfølgelig også, at den dårlige start på kampen blev afgørende for dem.
- Vi fik helt åbenlyst en forfærdelig start på kampen i dag. Vi må på ingen måde lukke to mål ind på den måde. Men det skete, og vi var lige pludselig bagud med to på grund af vores egne fejl. Vi skulle have forsvaret meget bedre, men vi var virkelig passive. Jeg kan simpelthen ikke forklare det. Der er ingen undskyldning for, hvad der skete i dag, siger Klopp.
I den kommende kamp i Premier League skal Liverpool spille mod rivalerne fra Everton, der i deres seneste kamp noget overraskende vandt med 1-0 over topholdet fra Arsenal, og i det opgør vil Klopp se noget helt andet fra sine spillere.
- Vi skal ændre det her med det samme, og det skal allerede ske næste kamp. Everton vandt i dag, og de har momentum lige nu. Vi skal derfor virkelig ud og bevise, hvad vi kan, lyder det til slut fra Klopp.
Mens der ikke ser ud til at være mange muligheder for succes i Premier League i denne sæson, kan Liverpool stadig få succes i Champions League, hvor de er gået videre fra gruppespillet, og skal møde Real Madrid i ottendedelsfinalen.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies