Gå til indhold
spillemyndigheden Ansvarsfuldt spil
da-dk GÅ TIL bet365 Sport
  1. Fodbold

Fodbold: PSG skuffede igen i Champions League - Ny træner på vej?

Den franske storklub PSG skuffede igen i denne sæson i Champions League, og det kan betyde, at der kommer en ny træner til klubben.

Selvom det var Lille, der vandt det franske mesterskab i sidste sæson, så har PSG været det helt suveræne hold i fransk fodbold i en del år nu, og i denne sæson kører de da også meget suverænt mod endnu et fransk mesterskab.

Det er selvfølgelig vigtigt for klubben at vinde det hjemlige mesterskab, men siden Qatar Sports Investments overtog den franske klub, så har der været et andet meget overskyggende mål for klubben: at vinde Champions League.

Skuffer i Champions League igen

I denne sæson gik de som sædvanligt sikkert videre fra gruppespillet, men så gik den heller ikke længere for dem. I ottendedelsfinalen var modstanderen Real Madrid, og i det første opgør hjemme i Paris vandt de da også kampen med 1-0, men i returkampen i Spanien i sidste uge måtte de se sig besejret med 3-1, selvom de endda var foran 1-0 ved pausen. Det betyder altså, at den franske storklub er ude af turneringen, før de sjove kampe for alvor er begyndt.

Det er nærmest begyndt at blive en tradition, at PSG skuffer i Champions League, selvom de sæson efter sæson kommer med meldinger om, at det er nu, de skal gå hele vejen i den europæiske turnering.

I 12/13 blev kvartfinalen endestationen, da de blev slået ud af Barcelona. Kampen sluttede samlet med 3-3, og Barcelona gik videre på reglen om flest scorede udebanemål.
Sæsonen 13/14 gik det på samme måde for PSG. I kvartfinalen blev det samlet 3-3 mod Chelsea, og så gik englænderne videre med flest scorede udebanemål.

Franskmændene fik muligheden for revanche mod Barcelona i kvartfinalen i 14/15, men her var det noget mere klart, hvem der skulle gå videre. Barcelona vandt nemlig samlet med 5-1.
I 15/16 var det Manchester City, der spændte ben for PSG i kvartfinalen, hvor englænderne vandt en samlet sejr på 3-2.

Året efter i 16/17 var det allerede i ottendedelsfinalen, PSG stødte sammen med Barcelona, og her lignede det, at franskmændene endelig fik deres revanche mod den spanske storklub. Hjemme i Paris satte de nemlig Barcelona til vægs, og hentede en meget flot sejr på hele 4-0. Det lignede derfor en smal sag, da returkampen i Spanien skulle spilles, men her gik det helt galt for PSG, det blev besejret med 6-1, og røg derfor ud af turneringen.

I 17/18 blev ottendedelsfinalen også endestationen, hvor de tabte samlet med 5-2 til Real Madrid, og i 18/19 var det Manchester United, der slog dem ud i ottendedelsfinalen.

PSG havde sin bedste sæson i Champions League i 19/20 sæsonen, da de denne gang nåede helt frem til finalen, hvor Bayern München var modstanderen, men det endte dog med, at de tabte med 1-0.

I sidste sæson nåede de frem til semifinalen, der dog også blev endestationen. Her blev det til et samlet nederlag på 4-1 til den engelske storklub Manchester City.

Holdet er bygget til Champions League

Der er ingen tvivl om, at der er stor utilfredshed i PSG, når de ikke kommer længere end til ottendedelsfinalen i Champions League, og især når de i så mange forsøg endnu ikke har vundet turneringen, som er den store ambition i klubben.

Når man kigger ned over deres trup, så finder man først og fremmest to rigtig gode målmænd i Keylor Navas og Gianluigi Donnarumma. I forsvaret er der store navne som Sergio Ramos, Marquinhos og Achraf Hakimi. Midtbanen består bl.a. af Marco Verratti, Georginio Wijnaldum, Angel Di Maria, Ander Herrera, Danilo Pereira og Idrissa Gueye.

Hvis det ikke er imponerende nok i sig selv, så kan man bare kigge på klubbens fire angribere. Kylian Mbappe, Neymar, Lionel Messi og Mauro Icardi. Det er spillere, der i hvert fald burde få et hvert forsvar til at blive nervøse.

Det er et hold, der er bygget til at skulle vinde Champions League, men spørgsmålet er, om det ikke bliver sværere for dem i fremtiden. Det ser nemlig ud til, at Mbappe forlader klubben ved kontraktudløb efter denne sæson, ligesom Messi heller ikke for alvor har fundet sit tidligere niveau, efter han kom til klubben i sommer. Neymar scorer heller ikke længere så mange mål, som han tidligere har gjort, og Sergio Ramos har de slet ikke fået det ud af, som de håbede på.

Ny træner?

Flere medier er også allerede begyndt at skrive om, at der kan komme en udskiftning på trænerposten i klubben efter det skuffende exit i Champions League til Real Madrid.

Historierne går på, at Mauricio Pochettino står til en fyring senest til sommer, men det er heller ikke utænkeligt, at det kan ske tidligere. Måske endda indenfor den nærmeste fremtid.

Pochettino blev hentet til PSG i december 2020, så han har været i klubben lidt over et år. Hans kontrakt med klubben står til at udløbe i sommeren 2023, men det er altså meget tvivlsomt, om han fortsætter i klubben så længe.

Hvis det ender med, at Pochettino bliver fyret, så har der længe været spekulationer om, at Zinedine Zidane står øverst på ønskelisten i den franske klub. Han har ikke haft noget job, siden han stoppede hos Real Madrid, men han kan altså få tilbudt et job i sit hjemland inden længe.

Skulle Pochettino blive arbejdsløs, er det dog heller ikke sikkert, at han skal være det længe. Han er nemlig ofte blevet nævnt som potentiel ny manager i Manchester United, der skal have en ny mand i jobbet på plads til den kommende sæson.

Fodbold betting

bet365 bruger cookies

Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies

Ny hos bet365? Få dine væddemålskreditter

Opret

Kvalificerende indbetaling kræves. Gevinster er eksklusive indsats for væddemålskreditter. Regler, tidsbegrænsninger og undtagelser gælder