Den tyske forsvarsspiller, Antonio Rüdiger, er ikke helt tilfreds med Chelseas håndtering af hans kontraktudløb denne sommer.
Flere spillere står med kontraktudløb i Chelsea denne sommer, og hvor mange af dem der bliver i klubben, det er endnu for tidligt at sige noget om.
En af dem der med sikkerhed forlader klubben denne sommer, er den tyske forsvarsspiller, Antonio Rüdiger, der for noget tid siden meldte ud, at han ikke fortsætter i den engelske klub.
Da kontrakten udløber, kan Rüdiger selvfølgelig forlade Chelsea på en fri transfer, og det betyder, at han kan skifte klub uden beregning, hvilket der helt sikkert er store klubber, der vil lure på.
Selvom tyskeren nu forlader Chelsea på en fri transfer, så lægger han dog ikke skjul på, at det faktisk kunne være gået anderledes med hans fremtid i klubben.
Der var nemlig en dialog mellem Rüdiger og Chelsea tidligere på sæsonen, men det gik dog ikke, som nogen af parterne havde regnet med, fortæller han nu.
Allerede i efteråret begyndte dialogen nemlig at halte, og derfor endte det med at gå sådan, at vejene nu må skilles for forsvarsspilleren og den engelske klub.
- Desværre begyndte mine kontraktforhandlinger allerede sidste efterår at blive vanskelige. Forretning er forretning, men når man ikke hører noget nyt fra klubben fra august til januar, så bliver situationen kompliceret.
- Efter det første tilbud var der lang tid med bare ingenting. Vi er ikke robotter, forstår du? Du kan ikke vente i månedsvis med så meget usikkerhed om din fremtid.
- Naturligvis var der ingen, der så sanktionerne komme, men til sidst viste andre store klubber interesse, og jeg var nødt til at træffe en beslutning. Jeg vil lade det blive ved det, for bortset fra forretningen har jeg intet dårligt at sige om denne klub, siger Rüdiger.
Det blev til fem sæsoner i Chelsea for den tyske forsvarsspiller. Han blev hentet til klubben i 2017, hvor de købte ham i den italienske storklub Roma.
I hans tid hos Chelsea har Rüdiger været med til at vinde nogle store ting, og han lægger derfor heller ikke skjul på, at det er en klub, der betyder meget for ham, som han nu forlader.
- Chelsea vil altid være i mit hjerte. London vil altid være mit hjem. Jeg forlader denne klub med et tungt hjerte. Den har betydet alt for mig. Selv denne sæson med alle komplikationerne har været fornøjelig.
- Jeg har en FA Cup, en Europa League- og en Champions League-medalje. Selvfølgelig har jeg hundredvis af minder, som vil blive hos mig for evigt, lyder det til slut fra Rüdiger.
Hvor den 29-årige tysker fortsætter sin karriere, er der endnu ikke kommet noget frem om, men på rygtebørsen er der rigeligt med interesserede klubber.
Klubber som Manchester United, PSG, Juventus, Bayern München, Barcelona og Real Madrid har bl.a. været meldt interesseret i Rüdiger, og det har virket lidt til, at han kan vælge og vrage mellem klubber denne sommer.
Det mest vedvarende rygte har været det, der har kædet ham sammen med Real Madrid, og den spanske avis AS skrev tidligere på måneden, at han havde besluttet sig for at skifte til de spanske mestre.
De gik endda så langt som at skrive, at en aftale mellem parterne faktisk allerede er skrevet under, men den skulle først blive offentliggjort, når sæsonen er spillet færdig, og Real Madrid har lige en finale i Champions League i den kommende weekend.
Her skal de op imod den engelske storklub Liverpool, og hvis spanierne vinder, kan de altså både glæde deres fans med en pokal og en ny forsvarsspiller.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies