Marcel Sabitzer har haft en svær tid i Bayern München, men han kommer ikke til at forlade klubben i sommerens transfervindue.
Tilbage i sommeren 2014 blev Marcel Sabitzer hentet til RB Leipzig fra Rapid Wien, og i den førstkommende sæson blev han lejet ud til Salzburg.
I den ene sæson spillede han 51 kampe, og imponerede stort ved at score hele 27 mål, og udover det lavede han også 21 assist. Han vandt det østrigske mesterskab og den østrigske pokalturnering i den sæson.
Efter den flotte sæson for Salzburg vendte han i sommeren 2015 tilbage til RB Leipzig, og blev en del af holdet i den tyske Bundesliga, efter han havde været på kontrakt i klubben i et år.
Sabitzer var en stor profil hos RB Leipzig i seks sæsoner, og det blev i alt til 229 kampe for den tyske storklub, hvor han tegnede sig for 52 scoringer og 42 assists.
Hans kontrakt med RB Leipzig stod egentlig til at udløbe denne sommer, men allerede sidste sommer stod det klart, at han ikke ville forlænge, så hvis de skulle tjene nogle penge på ham, skulle der altså et salg til.
Hurtigt stod det klart, at de mangedobbelte tyske mestre fra Bayern München var interesseret i ham, og det blev da også dem, der løb med hans underskrift. Det kostede dem omkring 115 mio. kroner.
I denne sæson har Sabitzer været med i 32 kampe for Bayern München, men det er ikke fordi, han har fået vanvittigt mange minutter, da han kun har spillet lige under 1100 minutter i de 32 kampe.
Det har været en svær start for østrigeren hos de tyske mestre, men det betyder dog ikke, at han kan være på vej væk fra klubben i sommerens transfervindue. Ambitionen er nemlig, at han vil blive hos Bayern München i den kommende sæson også.
- Vi vil have en ny start i Bayern, og det er også blevet besluttet. Han bliver i klubben, og han kommer til at give den gas i pre-season, så han kan vise, at han kan præstere bedre.
- Han har været ærlig omkring, at han ikke har været tilfreds med sine præstationer i denne sæson, men det har også sine grunde. Det har været hans dårligste sæson i karrieren, men for Bayern har det også været en svær sæson.
- Derfor har det ikke været let at komme ind som ny spiller. Han kom fra Leipzig som en leder, og han har selvfølgelig ikke været tilfreds med situationen, siger Sabitzers agent, Roger Wittmann.
Den 28-årige Sabitzer har kontrakt med Bayern München frem til sommeren 2025, så der er stadig nogle år til at slå sig fast på holdet.
Det er ikke kun Sabitzer, der ser ud til at blive i Bayern München i den kommende sæson. Det ser den rutinerede målmand, Manuel Neuer, nemlig også ud til.
Han har været i den tyske klub siden 2011, hvor de hentede ham i Schalke, og det ser ud til, at han også skal spille for klubben i de kommende sæsoner.
Neuer har spillet mere end 470 kampe for Bayern München, og hans aftale med klubben står til at udløbe næste sommer, og begge parter har tidligere snakket om, at man gerne vil fortsætte samarbejdet i fremtiden.
Spekulationerne går på, at Bayern skulle være klar med en ny kontrakt, der gælder frem til sommeren 2024, og Neuer fortæller nu også selv, at der er en god dialog i gang om en ny aftale mellem parterne.
- Snakken om min nye kontrakt går rigtig godt. Vi har al tid i verden, så tingene ser helt sikkert godt ud, lyder det fra Neuer.
Thomas Müller har for nyligt forlænget sin kontrakt med Bayern, der også stod til at udløbe næste sommer. Det samme gør Robert Lewandowskis kontrakt, men den er endnu ikke blevet forlænget.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies