Mange af de store klubber begynder at slikke sig om munden ved udsigten til Paulo Dybala, der kommer på fri transfer.
Paulo Dybala var kun 18 år, da han tilbage i 2012 forlod hjemlandet Argentina for at tage til Europa for at spille, og i første omgang gik turen til Palermo i den italienske Serie A.
Hurtigt udviklede den unge argentiner sig til en profil i den italienske klub, og han nåede at spille for dem i tre sæsoner, inden der var større klubber, der begyndte at hive og flå i ham.
Han blev sat i forbindelse med en del store klubber i sommeren 2015, hvor det var tiden til at komme videre, men det endte med, at han blev i Italien, hvor han skrev under på en kontrakt med Juventus, der købte ham fri.
Allerede i Dybalas første sæson hos Juventus viste han store prøver på sit talent, hvor han spillede 34 kampe i Serie A, og her tegnede han sig for 19 scoringer.
Denne sæson er Dybalas syvende for Juventus, og argentineren har udviklet sig til en af de bærende profiler på holdet, hvor der gennem årene har været skiftende makkere for ham i angrebet.
I alt har han spillet 283 kampe for Juventus, hvor det er blevet til 113 scoringer, og udover det har han også tegnet sig for 48 assists for den italienske klub.
Dybala har også været ret heldig med den periode, han har haft i klubben, det har været en meget succesrig periode, hvor klubben har hentet en del titler til pokalskabet.
Hele fem gange har Dybala vundet det italienske mesterskab med Juventus, og den italienske pokalturnering har han været med til at vinde fire gange.
Tre gange har klubben vundet den italienske Super Cup, mens Dybala har været der. Af personlig hæder har Dybala en enkelt gang været topscorer i den italienske pokalturnering, og han er blevet kåret til årets spiller en enkelt gang også.
I sidste og denne sæson har Juventus dog ikke længere været så dominerende i Serie A. I sidste sæson måtte de se Inter vinde mesterskabet, og i denne sæson ser det heller ikke ud til, at de for alvor er med i kampen om at slutte øverst i tabellen.
Resultaterne har ikke været med Juventus i denne sæson, og umiddelbart ser det ud til, at de skal koncentrere sig om at slutte på en af de placeringer, der giver adgang til Champions League i næste sæson.
Forud for denne sæson sagde Juventus farvel til Cristiano Ronaldo, og her fremhævede flere holdkammerater, at det nu skulle være ’Dybalas hold’, og argentineren skulle til at sætte sit præg endnu mere på holdet.
Inden det overhovedet for alvor blev Dybalas hold, så ser det ud til, at den italienske klub skal ud og have en erstatning for ham til den kommende sæson.
Den profilerede argentiner har nemlig kontraktudløb med Juventus efter denne sæson, og det er endnu ikke lykkes for italienerne at få ham til at sætte sin underskrift på en ny kontrakt, selvom de har forsøgt på det.
Flere gange skulle de have tilbudt ham en ny og lang aftale, men angiveligt skulle Dybala have afvist deres tilnærmelser hver gang, da han ikke har været tilfreds med det tilbud, de er kommet med.
Den italienske journalist, Fabrizio Romano, plejer at være rigtig godt informeret om, hvad der foregår i klubberne, og han kan fortælle, at Juventus har ændret på en aftale, der ellers var lavet, og det har fået Dybala til at trække i land. Han vil derfor ikke forlænge.
- Dybala vil forlade Juventus på en fri transfer. Der var en mundtlig aftale sidste oktober med en netto årsløn på €8 millioner plus €2 millioner frem til 2026 - og så ændrede Juventus deres forslag.
- Paulo er ikke tilfreds med sin nuværende kontrakt, og han vil nu indlede forhandlinger med andre klubber, lyder meldingen fra Romano.
At han forlader Juventus på en fri transfer, efterlader Dybala med et hav af muligheder, da alverdens store klubber selvfølgelig vil have interesse i at hente ham kvit og frit.
Tidligere har Barcelona været nævnt som meget interesseret i ham, da de til sommer skulle være mest interesseret i at hente spillere på fri transfer, og her er Dybala en af de bedste muligheder. Han kan også betragtes som en fin erstatning for Ousmane Dembele, der ser ud til at forlade Barcelona på en fri transfer.
Der har også tidligere været spekulationer om, at Dybala vil prøve sig af i Premier League, hvor klubber som Manchester United og Tottenham tidligere har haft snøren ude efter ham, og et skifte til sidstnævnte har været tæt på.
Der er også muligheder for at blive i Italien, hvor Inter har været nævnt flere gange. Klubbens direktør, Beppe Marotta, har tidligere været i Juventus, og har derfor et godt kendskab til Dybala. Så en genforening her vil ikke være helt utænkeligt.
Udover det vil de fleste af de store klubber have følere ude, når en spiller som Dybala går på fri transfer, og det bliver spændende at følge med i, hvor den argentinske stjerne skal skrive næste kapitel i sin karriere.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies