Serie A er en af de største ligaer i Europa, og der har også været nogle ret store transfers til ligaen gennem årene.
I denne artikel vil vi kigge på de ti spillere, der er blevet købt dyrest til Serie A gennem tiden, hvor vi starter fra den billigste til den dyreste.
Gaizka Mendieta
I 2001 betalte Lazio 357 mio. kroner til Valencia for at købe Gaizka Mendieta, men han blev aldrig den store succes i den italienske klub.
Han nåede kun 31 kampe, og han blev lejet ud til både Barcelona og Middlesbrough, inden han i 2004 skiftede på en fri transfer til den engelske klub.
Gianluigi Buffon
Juventus hentede i 2001 Gianluigi Buffon i Parma, og her måtte de betale 393 mio. kroner for målmanden, der skulle vise sig at blive en rigtig god handel for dem.
Han spillede nemlig for klubben helt frem til 2018, og i de 17 år blev det i alt til 685 kampe for klubben, hvor han bl.a. var med til at vinde ti italienske mesterskaber.
Hernan Crespo
Den argentinske angriber havde vist sig godt frem i Parma, og det betød, at der var stor interesse for ham, da Lazio købte ham i 2000, hvor de gav 423 mio. kroner for ham.
Crespo nåede at spille for Lazio i to år, og her tegnede han sig for 73 kampe, hvor det blev til imponerende 48 scoringer, ligesom han også lavede otte assist.
Romelu Lukaku
Inter måtte op med 551 mio. kroner tilbage i 2019, da de købte Romelu Lukaku i Manchester United, og det viste sig at være en rigtig god handel af dem.
De solgte ham to år senere til Chelsea for et større beløb, og så lejede de ham igen, da han ikke fik stor succes i England. Hos Inter har Lukaku i alt spillet 132 kampe, og her er det blevet til 78 scoringer.
Victor Osimhen
Efter kun en enkelt sæson i Lille blev Victor Osimhen solgt til Napoli i sommeren 2020, og den italienske storklub måtte op med hele 558 mio. kroner for den nigerianske angriber.
Indtil videre har Osimhen scoret 59 mål i 101 kampe for Napoli, og der er ingen tvivl om, at de kan sælge ham for endnu mere, end de købte ham for.
Arthur Melo
Da Juventus købte den brasilianske midtbanespiller, Arthur Melo, i Barcelona i 2020, måtte de betale 600 mio. kroner for at få ham til Italien.
63 kampe er det i alt blevet til for Juventus siden da, og i den seneste sæson var han lejet ud til Liverpool, så det er måske nok begrænset, hvor meget succes han har haft i Juventus.
Dusan Vlahovic
Den serbiske angriber udviklede sig til en af de store profiler hos Fiorentina, hvor han scorede en del mål, og i starten af 2022 var han klar til at tage skridtet videre.
Her købte Juventus ham for 608 mio. kroner, og indtil videre har han spillet 63 kampe for dem, og her er det blevet til 23 scoringer. Han har kontrakt med dem frem til sommeren 2026.
Matthijs de Ligt
637 mio. kroner brugte Juventus i sommeren 2019, da de købte den unge forsvarsspiller, Matthijs de Ligt, i Ajax, hvor han havde udviklet sig til en stor profil.
Det blev til tre sæsoner og 117 kampe for Juventus, inden de solgte ham videre til Bayern München sidste sommer, og tyskerne betalte 500 mio. kroner for ham.
Gonzalo Higuain
Efter han havde scoret et hav af mål for Napoli, købte Juventus Gonzalo Higuain i sommeren 2016, men her blev han aldrig det store hit, som han var i Napoli.
Godt nok spillede han 149 kampe, og scorede 66 mål, men han blev også lejet ud til både Milan og Chelsea, inden han forlod klubben på fri transfer i 2020.
Cristiano Ronaldo
Juventus spillede for alvor med musklerne, da de i sommeren 2018 købte Cristiano Ronaldo i Real Madrid, og de betalte hele 871 mio. kroner for ham.
På tre sæsoner spillede han 134 kampe for klubben, og scorede 101 mål. Her efter blev han solgt til Manchester United for et meget mindre beløb, end de gav for ham.