Lazio kommer på en besværlig opgave i Serie A lørdag aften, når de spiller på hjemmebane mod Juventus om vigtige point.
Det begynder at spidse til i den italienske Serie A, og der venter en ny runde denne weekend, hvor der er lagt op til nogle spændende kampe med vigtige point på spil.
I den italienske hovedstad spilles et af de mest interessante opgør i denne runde, hvor Lazio skal forsøge at få point på kontoen, når de spiller på hjemmebane mod Juventus.
Serie A har ligget stille på det seneste, da der har været landskampspause, og lige inden pausen fik Lazio tre vigtige point, da de vandt med 3-2 på udebane mod Frosinone, og det var deres første sejr i fem ligakampe.
De har altså været inde i en lidt dårlig stime, og det har også vist sig i tabellen. Efter 29 kampe er Lazio nu nede som nummer ni, hvor de har skrabet 43 point sammen. Det begynder derfor at se ret svært ud for dem i forhold til at kvalificere sig til europæisk fodbold.
Der skal point på kontoen, når de i denne runde spiller hjemme mod Juventus, og her kommer gæsterne med et enkelt point fra deres seneste ligakamp, hvor de spillede 0-0 hjemme mod Genoa, og de er også inde i en skidt periode, hvor de nu ikke har vundet i de seneste tre runder.
Juventus lå længe nummer to i Serie A, men nu er de nede på tredjepladsen i tabellen, hvor de har 59 point efter 29 kampe. De har tre point op til Milan på andenpladsen, mens der er hele 17 point op til Inter, der ligger nummer et.
Da Lazio og Juventus spillede mod hinanden sidst, blev det til en sejr på 3-1 til Juventus på hjemmebane, og kigger man på de seneste fem indbyrdes kampe mellem de to hold, så er det blevet til tre sejre til Juventus, mens Lazio har vundet en enkelt, og én kamp også er endt uafgjort.
Siden 2019 har den franske midtbanespiller, Adrien Rabiot, spillet for Juventus, men til sommer kan det være slut for ham i den italienske storklub.
Den 28-årige midtbanespiller har nemlig kontraktudløb med Juventus efter denne sæson, og han er blevet kædet sammen med et skifte væk, hvor klubber som Barcelona og Bayern München skulle være interesseret i at hente ham på en fri transfer.
Rabiot fortæller da også selv, at han endnu ikke ved, hvad der skal ske med ham efter sæsonen, men han er heller ikke afvisende overfor at blive i den italienske storklub.
- Jeg har ikke besluttet mig endnu. I sommer blev jeg i Torino vel vidende, at vi ikke ville komme til at spille i europæiske turneringer. Det var et vigtigt valg fra min side. I næste sæson bør vi være tilbage i Europa, så det er ting, jeg overvejer, men jeg har ikke besluttet mig endnu.
- Jeg vil gerne slutte sæsonen stærkt af, så jeg prøver at holde fokus og at komme langsomt tilbage fra den mindre skade, jeg havde. Jeg bliver nødt til at tænke over det, for jeg er på vej ind i en vigtig fase af min karriere. Jeg har det godt, så det bliver vigtigt at træffe det rigtige valg, fortæller Rabiot.
Alle statistikker er aktuelle på tidspunktet for artiklens publicering. Der tages forbehold for ændringer frem mod kampstart, f.eks. ligaplacering og lignende.