Silkeborg skal ud og spille europæisk gruppespil, men spørgsmålet er, om det skal være Europa League eller Conference League.
Sidste sommer rykkede Silkeborg op i Superligaen igen, og de havde en rigtig god sidste sæson i den bedste danske række, hvor de overraskede alt og alle, da de sluttede som nummer tre.
Den tredjeplads betyder også, at de har kvalificeret sig til europæisk fodbold i denne sæson, og de er allerede garanteret at være med i et gruppespil.
Det er nemlig helt sikkert, at den står på gruppespil i Conference League for Silkeborg, men samtidig har de også muligheden for at bytte det ud med gruppespillet i Europa League i stedet for.
Hvad: Silkeborg – HJK Helsinki
Hvor: Jysk Park, Silkeborg.
Hvornår: Torsdag 25. august, kl. 18:30.
Hvor kan man se den: TV2 Sport X
Odds: Silkeborg 1/2, uafgjort 16/5, HJK Helsinki 17/4.
De finske modstandere fra HJK Helsinki var oprindeligt med i kvalifikationen til Champions League, men her måtte de dog se sig besejret af det tjekkiske storhold, Viktoria Plzen, der samlet vandt med 7-1 over de to opgør.
Med nederlaget røg de i stedet over i kvalifikationen til Europa League, og her mødte de Maribor, som de ikke havde de store problemer mod. Dem slog de ud af turneringen med samlet 3-0 efter at have vundet 2-0 på udebane og 1-0 på hjemmebane.
Finnerne har derfor allerede haft nogle runder ude i Europa, som de kan bruge til noget og tage med videre, mens det har været lidt anderledes for Silkeborg, der først er trådt ind i kvalifikationen til Europa League her til de to kampe mod HJK Helsinki.
I sidste uge blev den første af de to kampe mellem finnerne og Silkeborg spillet på Bolt Arena i Finland. Det var langt fra noget festfyrværkeri af en kamp, og det så længe ud til, at den skulle ende uden scoringer.
Efter 68 minutter blev Silkeborg reduceret til ti mand, da André Calisir fik det røde kort, og det ændrede lidt på slagets gang, og med en scoring af David Browne ti minutter før tid endte HJK Helsinki altså med at vinde kampen med 1-0.
Med nederlaget på 1-0 i Finland har Silkeborg altså ikke det bedste udgangspunkt forud for returkampen, hvor de dog har fordel af at spille hjemme på Jysk Park på torsdag aften.
Finnerne kan altså nøjes med uafgjort i Silkeborg for at gå videre, mens Silkeborg omvendt skal vinde kampen. En sejr på et enkelt mål til Silkeborg vil betyde, at kampen skal ud i forlænget spilletid, og evt. også straffesparkskonkurrence, mens en sejr på to mål eller mere til Silkeborg vil betyde, at det danske hold går videre.
Begge hold har fået en ganske god generalprøve i deres respektive hjemlige liga, da HJK Helsinki søndag eftermiddag spillede på udebane mod Haka, og her blev det til en sikker sejr på 3-0, hvilket var en føring, de allerede havde efter de første 45 minutter.
Silkeborg fik også en god sejr i Superligaen i weekenden, hvor de ellers skulle på en svær opgave mod FC Nordsjælland på kunstgræsset i Farum. Tonni Adamsen grundlagde Silkeborgs sejr, da han efter det første kvarter havde scoret to mål, og kampen sluttede også 2-0 til Silkeborg.
Silkeborgs træner, Kent Nielsen, var også meget tilfreds med sit hold efter sejren i Farum.
- Vi havde lidt held i starten. De startede som lyn og torden, men så må jeg sige, at det var fantastisk godt kontraspil. I store perioder er vi meget komfortable på bolden og har en meget stram struktur, der gjorde, at selvom Nordsjælland havde bolden rigtig meget, så var det ikke mange muligheder, de havde for at score på os. Så det var en taktisk god kamp med noget snert af høj klasse, sagde Kent Nielsen.
Nu gælder det så kampen mod HJK Helsinki torsdag aften, og her bliver det spændende at se, om den i efteråret står på Europa League eller Conference League for Silkeborg.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies