Nicklas Helenius mener, at Silkeborg skal være endnu bedre, selvom de har fået en rigtig fin start på den nye sæson.
Silkeborg overraskede alt og alle i sidste sæson, hvor de rykkede op i Superligaen, og leverede nogle imponerende resultater, da de sluttede som nummer tre i tabellen efter FCK og FC Midtjylland.
De har da også fået en ganske fin start på den nye sæson i Superligaen, hvor de lagde ud med en uafgjort mod Lyngby, og efterfølgende har de vundet over både FC Midtjylland og Brøndby.
Det betyder, at de efter de første tre kampe i sæsonen har hentet syv point, og blander sig derfor i toppen af tabellen, selvom sæsonen selvfølgelig stadig er meget ung endnu.
Silkeborgs seneste kamp var på hjemmebane mod Brøndby, og selvom det måske var gæsterne, der spillede bedst over de 90 minutter, så var det alligevel Silkeborg, der kunne tage alle tre point, da de vandt kampen med 2-0.
De glæder sig selvfølgelig over sejren i klubben, men holdets angriber, Nicklas Helenius, mener dog også, at der mangler noget niveau på holdet, selvom de har haft en rigtig god start på sæsonen.
- Jeg tænker ikke så langt frem. Vi har ikke spillet nogen suveræn kamp endnu, og det gjorde vi heller ikke i opstarten.
- Vi mangler lidt niveau, det må jeg sige. Vi laver for mange fejl, og vi mangler lidt energi i perioder, så vi må fokusere på at få spillet nogle bedre kampe, for så er der jo større chance for, at vi vinder dem. Det vidner dog også om kvalitet, at vi kan vinde på selv de dårlige dage, siger Helenius.
I sidste sæson blev Helenius topscorer i Superligaen med 17 scoringer, og han har personligt også fået en rigtig god start på den nye sæson, da han i tre kampe har tegnet sig for fire scoringer.
Silkeborg er ved at gøre sig til et permanent hold i den sjove ende af Superligaen, efter de rykkede op sidste sommer, og der har da også været noget interesse for klubbens spillere.
Det er dog ikke kun klubbens spillere, der bliver rygtet til andre klubber, det gør holdets træner, Kent Nielsen, også. Han har stået i spidsen for Silkeborg de seneste tre år, og inden da var han også træner for OB, AaB, Brøndby og Horsens.
Det er FC Midtjylland, der mangler en ny træner, efter de for nyligt valgte at fyre Bo Henriksen, og her er Kent Nielsen en af dem, der er blevet nævnt som en mulig overtager, ligesom mange andre forskellige navne også er det.
Om Kent Nielsen overhovedet er inde i billedet hos FC Midtjylland, eller hvem der ellers er det, vides ikke, men flere medier har selvfølgelig forholdt den rutinerede træner, om det kunne være interessant for ham.
Det lyder dog ikke på hovedpersonen selv, at det overhovedet er interessant for ham, selvom FC Midtjylland er en større klub. Han er rigtig glad for det, han har at arbejde med i Silkeborg.
- Jeg er rigtig godt tilfreds i Silkeborg. Det er indiskutabelt FC København, FC Midtjylland og Brøndby, der er de store klubber i Danmark, men p.t. er jeg rigtig tilfreds i Silkeborg.
- Jeg ser ikke mig selv forlade Silkeborg. Hvis jeg skal forlade klubben, skal det være for noget rigtig, rigtig attraktivt, og Silkeborg er meget attraktivt. FC Midtjylland er også en fin klub, men som det ser ud nu, har jeg svært ved at forestille mig det, lyder meldingen fra Kent Nielsen.
Silkeborg skal ud og spille europæisk fodbold i denne sæson efter deres flotte placering i Superligaen i sidste sæson, og det er nok også med til at holde den rutinerede træner i klubben.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies