Der sker hele tiden noget i dansk sport, og i den seneste uge har det da heller ikke været nogen undtagelse.
Her giver vi dig et overblik over nogle af de nyheder, der har været den seneste uge, så du kan være fuldt opdateret frem mod den nye uge i dansk sport.
Tidligt søndag morgen blev det japanske Grand Prix kørt, og det var selvfølgelig med den danske racerkører, Kevin Magnussen, fra start, men endnu en gang blev det ikke nogen stor oplevelse for danskeren, der har haft flere skuffelser gennem sæsonen.
Magnussen sluttede som nummer 15 i løbet, hvilket altså betyder, at han heller ikke får point på kontoen i denne omgang. Hans holdkammerat hos Haas, Nico Hülkenberg, sluttede som nummer 14.
Det var meget lidt overraskende, at det japanske Grand Prix blev vundet af Max Verstappen. Den hollandske verdensmester har været meget suveræn i denne sæson, og det var 13. gang, ud af 16 mulige, at han vandt et Grand Prix i denne sæson.
Det var to kørere fra McLaren, der tog de to andre pladser på podiet ved siden af Verstappen. Lando Norris sluttede som nummer to, mens Oscar Piastri blev nummer tre.
Den rutinerede danske cykelrytter, Michael Mørkøv, har de seneste seks sæsoner kørt for Soudal Quick-Step, men hans kontrakt med holdet udløber ved årsskiftet, og her skifter han til et andet hold, har han bekræftet overfor Ekstra Bladet.
- Jeg ved godt, hvilket hold jeg skal køre for. Det bliver ikke Quick-Step, siger Mørkøv.
Den rutinerede dansker har været betegnet som en af de bedste leadout-ryttere, og det er der flere af de helt store sprintere, der har nydt godt af gennem tiden.
Han havde et rigtig godt samarbejde med Mark Cavendish tidligere, og han kører nu for Astana. Derfor kunne det også være der, Mørkøvs fremtid er.
- Det er en mulighed. En god mulighed, sagde Mørkøv til spørgsmålet om det.
Der er blevet spillet Solheim Cup, som er kvindernes dyst mellem Europa og USA i golf, og her kom danske Emily Pedersen i fokus.
Sammen med Maja Stark fra Sverige spillede hun fourball mod et amerikansk par, og her stod Pedersen for at lave et hole in one.
Det er kun anden gang i Solheim Cups historie, at der bliver lavet et hole in one, og det var da også en meget begejstret dansker, der stod for det.
- Det var sygt. Jeg har aldrig før været så ekstatisk på en golfbane. Min hals er stadig øm efter alt det skrigeri, lød det fra Emily Pedersen.
De danske mestre fra FCK er med i Champion Leagues gruppespil, og i midtugen spillede de deres første kamp, da de var på besøg hos Galatasaray i Tyrkiet.
Det var en svær udebane, de var kommet til, men alligevel var FCK foran med 2-0, da der manglede fem minutter af opgøret, men med to sene mål fik Galatasaray udlignet til 2-2, så københavnerne kun fik et enkelt point med hjem.
FCK’s Elias Jelert fik det røde kort, da der manglede omkring 20 minutter af opgøret, og det var selvfølgelig medvirkende til, at tyrkerne kom tilbage i kampen.
Inden opgøret havde FCK nok gerne solgt den for et enkelt point, men når det sker på den måde, som det gjorde, så er der selvfølgelig skuffelse over resultatet.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies