Står det til Stig Inge Bjørnebye, så kan AGF godt komme til at lave flere handler med hans tidligere klub, Liverpool, i fremtiden.
I april sidste år blev Stig Inge Bjørnebye ansat som ny sportsdirektør i AGF, efter klubben i en periode havde været på jagt efter en ny mand til posten.
Nordmanden havde samlet erfaring som sportsdirektør i jobbet hos Rosenborg, hvor han var i fire år fra 2015 til 2019, så det var ikke en helt uerfaren mand, der kom til klubben.
Ved ansættelsen af Bjørnebye vakte det stor glæde i AGF, og sportsdirektøren var da også selv glad for, at han landede jobbet i den danske klub.
- Der er skabt et godt grundlag AGF i de senere år, som vi skal bygge videre på - og det er noget af det, der har tiltrukket mig ved stillingen; At jeg kan være med til at bygge videre på det flotte arbejde, der er i gang og som jeg ser frem til at fortsætte sammen med de mange dygtige medarbejdere, som er i klubben, som jeg glæder mig til at blive kollega med, fortalte Bjørnebye ved ansættelsen.
Havde selv en stor karriere
Inden han startede sin karriere udenfor banen, havde Bjørnebye også en fornem karriere inde på banen. Nordmanden blev født i 1969, og han var 18 år, da han debuterede som senior for Strømmen.
I 1989 tog han videre til Kongsvinger, hvor han spillede frem til 1992, hvor turen gik videre til den norske storklub Rosenborg, hvor han dog ikke nåede at være i ret lang tid.
Senere samme år skiftede han nemlig til den engelske storklub Liverpool, og her var han på kontrakt helt frem til 2000. Gennem den periode var han dog udlejet to gange, først tilbage til Rosenborg og i anden omgang til Brøndby i Superligaen.
Hos Liverpool blev det til et godt stykke over 100 kampe for Bjørnebye. Han nåede at runde 184 kampe for den engelske klub, og han er stadig en af de backs, der har lavet flest assists for klubben, da han tegnede sig for 37.
I 2000 forlod Bjørnebye så Liverpool, da de solgte ham videre til Blackburn, hvor han også spillede en del kampe, og i 2002 vandt han den engelske Liga Cup med klubben.
Hos Blackburn spillede han frem til 2003, hvor han i foråret meddelte, at han stoppede sin karriere i en alder af kun 33 år.
For det norske landshold debuterede Bjørnebye tilbage i 1989, og han stoppede egentlig på landsholdet efter VM i 1998. Han vendte dog tilbage til EM i 2000, og i oktober samme år spillede han sin sidste landskamp i en VM-kvalifikationskamp mod Wales. Han nåede i alt at spille 76 landskampe, hvor det blev til en enkelt scoring.
Nu er Bjørnebye altså sportsdirektør i AGF, og den danske klub har tidligere handlet med hans tidligere klub Liverpool med ganske pæn succes, men det var dog inden, han kom til.
AGF lejede af to omgange den polske målmand, Kamil Grabara, og han havde stor succes i den danske klub, inden Liverpool solgte ham til AGF’s ligarivaler fra FCK.
Sportsdirektøren er da også opmærksom på, at der tidligere har været succes med at handle med Liverpool, og derfor vil han da heller ikke afvise, at det kan komme til at ske igen i fremtiden, fortæller han i et interview med Liverpool Echo.
- Jeg hentede ikke selv Kamil. Det var før min tid, men mit forhold til klubben er rigtig godt. Det kan selvfølgelig ske igen, hvis det er et godt match. Spillere på leje, såsom Kamil, eller det kan være andre spillere, som har haft deres tid i klubben, og godt kan acceptere at spille i den danske Superliga.
- Den er forresten ikke dårlig. Den er ret konkurrencestærk i disse dage. Jeg vil helt sikkert ikke udelukke det. Det kunne godt ske igen, lyder meldingen fra Bjørnebye.
Det er ikke utænkeligt, at AGF skal på jagt efter nye spillere i det kommende transfervindue til sommer. I denne sæson har de nemlig langt fra levet op til forventningerne i den hjemlige Superliga, hvor de meget skuffende må nøjes med at spille med i nedrykningsspillet.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies