Runde 14 er afviklet i Superligaen, og her vil vi forsøge at sætte det bedste hold fra den runde, der nu er spillet.
Præmissen er, at det er de spillere, der har været bedst i løbet af denne runde, der kommer på holdet, og der bliver stillet op i en 4-3-3 formation.
Viborg hentede en vigtig sejr på 2-1 hjemme over Silkeborg, og deres målmand, Lucas Lund, har fundet vej til dette hold, da han på trods af at have lukket et mål ind, spillede en rigtig god kamp med flere vigtige redninger.
På venstre back finder vi Daniel Svensson, der var med for FC Nordsjælland, da de slog Vejle. Han var den spiller, i hele runden, der skabte flest chancer, da det blev til hele seks af slagsen. Det giver ham en plads på dette hold.
I det centrale forsvar er der plads til Frederik Tingager. Han leverede en fremragende kamp for AGF mod Brøndby, og var også en af årsagerne til, at århusianerne fik et enkelt point med hjem fra kampen, der sluttede 1-1.
Ved siden af ham er Denis Vavro fra FCK. Han var med i kampen mod Randers, hvor de forsvarende mestre tog alle tre point med hjem med en sejr på 4-2, og det var en rigtig stærk præstation fra den centrale forsvarsspiller.
Adam Gabriel ligner en mand, der har vundet kampen om pladsen som højre back for FC Midtjylland, og han leverede også en rigtig fin præstation i sejren på 4-1 over Hvidovre, hvor den tjekkiske spiller fik vist sig rigtig godt frem.
Det har set rigtig godt ud for Daniel Wass på det seneste, og han leverede også en rigtig flot præstation i Brøndbys kamp mod AGF i weekenden, hvor han lavede assist til holdets mål, og generelt bare fik vist sig rigtig godt frem på midtbanen.
Viborg leverede en god indsat i sejren over Silkeborg, og det er derfor svært at komme udenom deres spillere på holdet denne runde. Derfor finder Jeppe Grønning også vej til den centrale midtbane, efter den rutinerede spiller leverede en rigtig god indsats, og også leverede en assist.
Marcel Rømer var en vigtig spiller, da Lyngby på hjemmebane spillede mod OB i denne runde. Kampen endte 2-2, og Rømer kom på måltavlen for Lyngby, da han udlignede til 1-1 kort inde i anden halvleg, og den stærke midtbanespiller leverede generelt en rigtig god fight kampen igennem.
Endnu en Viborg-spiller har fundet vej til holdet, og det er nok den mest logiske. Den tårnhøje angriber, Anosike Ementa, stod for begge sit holds mål i opgøret mod Silkeborg, og når man gør det, så finder man naturligvis vej til dette hold.
Orri Oskarsson startede på bænken, da FCK var på besøg hos Randers i denne runde, men han leverede et rigtig godt indhop, da han blev skiftet ind, hvor han tegnede sig for to assists, og sådan en præstation bliver man selvfølgelig også belønnet for her.
Det har set lidt svært ud for Andreas Schjelderup, efter han vendte hjem til FC Nordsjælland i sommerens transfervindue, men på det seneste er det begyndt at ligne noget for ham. Han scorede kampens eneste mål i rundens sejr over Vejle, og det giver ham en plads på holdet.