FCK har forstærket sig med Diogo Goncalves, og ham kan du blive lidt klogere på her, hvor vi sætter fokus på ham.
Der er blevet hentet et par nye spillere til FCK her i januar, og en af dem er en lidt mere eksotisk en af slagsen, som man måske ikke lige havde regnet med at se i FCK, da transfervinduet åbnede i januar.
De danske mestre har nemlig hentet portugisisk forstærkning, da Diogo Goncalves kom til København tidligt i transfervinduet, og det er da i hvert fald et lidt nyt marked for den danske klub.
Rygterne svirrede nogle dage i forvejen, inden FCK kunne præsentere Diogo Goncalves som ny mand i den danske klub, men den 5. januar blev det så officielt, at de danske mestre forstærkede truppen med ham.
Goncalves blev købt i Benfica for omkring 15 mio. kroner, og den 25-årige portugiser har skrevet under på en kontrakt med FCK, der i hvert fald holder ham i den danske klub frem til sommeren 2027, og Benfica skulle også have fået en videresalgsklausul i aftalen.
Hos FCK er glæden da også til at få øje på over, at de har sikret sig den portugisiske offensivspiller. Klubbens sportsdirektør, Peter Christiansen, lægger ikke skjul på, at han er rigtig glad for, at man har kunne hente Goncalves til den danske hovedstad.
- Diogo har alle forudsætninger for at blive en profil for F.C. København. Han kommer med en af de bedste spilleruddannelser, man kan få i Europa, fra Benfica, hvor han har spillet godt 100 seniorkampe, blandt andet i Champions League.
- Vi har besøgt ham i Lissabon og gennem en periode haft rigtigt gode samtaler med ham og hans bagland, hvilket har efterladt et meget positivt indtryk af ham som person også. Han er en spiller af meget høj kvalitet med store individuelle kompetencer i den offensive del af spillet, og han er også en stærk holdspiller, der tager sin del af det defensive arbejde, lød det fra Christiansen i forbindelse med præsentationen.
Superligaen: Helenius er glad for at vende hjem
Superligaen: Trænerskifte i FC Nordsjælland er ingen overraskelse
Goncalves er et produkt af Benficas akademi, og han har været i klubben, siden han var barn, og er kommet op gennem ungdomsholdene, inden han fik muligheden for at slå til på klubbens førstehold.
Han blev rykket op på førsteholdet i 2017, og han spillede for den portugisiske klub, indtil han blev solgt til FCK her i januar. Han har dog været ude på to forskellige lejeaftaler i den tid, hvor han først blev lejet ud til Nottingham Forest og efterfølgende til Famalicao.
I alt nåede Goncalves at spille 98 kampe for Benficas førstehold, inden han forlod klubben, og her blev det til tre scoringer og ti assists. Han har bl.a. scoret mod FC Midtjylland i kvalifikationen til Champions League, så han har allerede en historik med danske hold.
Han formåede dog aldrig for alvor at bide sig fast som starter hos Benfica, og derfor var det logisk, at han skulle skifte klub i dette transfervindue. Det endte altså med, at han drog afsted til den danske hovedstad, men det var ikke hans eneste mulighed. Der var også interesse fra andre lande end Danmark.
- Jeg havde andre klubber, som var interesseret i mig. Det var klubber fra Spanien og Italien, men jeg valgte det her projekt, som er det rigtige skridt for min karriere.
- Projektet var vigtigt for mit skifte til FCK, men det var træneren og fansene også. Træneren og sportsdirektøren ville virkelig gerne have mig, og det gjorde også indtryk på mig og har haft en betydning, har Goncalves udtalt omkring hans skifte til FCK.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies