Randers skal på jagt efter en plads i top seks i Superligaen, når den nye sæson går i gang nu her.
Den nye sæson i Superligaen står for døren, og vi kigger lidt på, hvordan de forskellige hold står frem mod sæsonstarten. Denne gang har vi fokus på Randers.
De seneste sæsoner i Superligaen har Randers fået stabiliseret sig ret godt, og er blevet et af de hold, man skal tage seriøst, når Superligaen bliver delt over i et mesterskabsspil og et nedrykningsspil.
I sidste sæson lykkedes det ikke for Randers at komme med i top seks, og de måtte i stedet være med i nedrykningsspillet, hvor de dog ikke for alvor var i fare for at rykke ned i 1. division.
De sluttede øverst i nedrykningsspillet, på 7. pladsen, og den gav dem adgang til Europa-playoff, hvor de skulle spille mod FCK i en kamp om en plads i europæisk fodbold, men her måtte de dog se sig besejret i Parken.
I den sæson der begynder nu, vil Randers helt sikkert have ambitioner om at komme med i top seks, men de skal også ramme et vist niveau, hvis det skal lykkes for dem.
Randers har haft en af de mest stabile målmænd i Superligaen i en del sæsoner efterhånden, hvor Patrick Carlgren har været rigtig godt spillende og en sikker sidste skanse for kronjyderne.
Efter sidste sæson udløb hans kontrakt med klubben dog, og parterne kunne ikke nå til enighed om en ny aftale, og derfor er den 32-årige svensker nu fortid i Randers, og han skal finde et andet sted at spille, ligesom Randers skulle finde en erstatning for ham.
Som erstatning for Carlgren har Randers hentet den 29-årige australier, Paul Izzo, der har skrevet under på en kontrakt for de kommende tre sæsoner, og det er en signing, de er meget tilfredse med i klubben, det fortæller sportsdirektør, Søren Pedersen, der er glad for, at de kunne få australieren til klubben.
- Paul er en klar forstærkning til vores hold, og han skal være med til at skærpe konkurrencen om pladsen i målet. Han var stærkt medvirkende til, at Melbourne Victory vandt sølv i A-League i sidste sæson, og så blev han udtaget for første gang til det australske A-landshold her i foråret. Så det er uden tvivl en dygtig målmand, vi får ind, og vi ser frem til at videreudvikle ham her i Randers, lyder det fra sportsdirektøren.
Patrick Carlgren er ikke den eneste, der har sagt farvel til Randers denne sommer, og flere af dem der er smuttet, har været blandt de store profiler på holdet.
I foråret var Mohammed Fuseini den helt store profil i Randers, men han var lejet i Sturm Graz. Danskerne ville gerne have beholdt ham på en permanent aftale, men det lykkedes ikke, så nu er han fortid.
En anden profil var Lasso Coulibaly. Han spillede på et højt niveau hele sidste sæson, men han var også lejet i FC Nordsjælland, og i stedet for et permanent skifte til Farum så blev han solgt til fransk fodbold.
Udover dem er folk som Mikkel Kallesøe, Mads Albæk, Marvin Egho og Muamer Brajanac også fortid i Randers til den nye sæson.