Grundspillet er overstået i Superligaen, og nu er det tid til, at ligaen skal deles over i to, så der er et mesterskabsspil og et nedrykningsspil.
Her kommer vi til at kigge nærmere på det mesterskabsspil, der venter, og som det ser ud lige nu, så er der temmelig meget spænding i toppen af den bedste danske række.
Det står nu klart, hvordan mesterskabsspillet i Superligaen kommer til at se ud, og her er der i hvert fald lagt op til, at der kommer kamp om det danske mesterskab i toppen, når det skal afgøres i de næste ti kampe i ligaen.
Både FC Midtjylland, Brøndby og FCK vandt deres seneste kamp i grundspillets sidste runde, så det er status quo i toppen af tabellen, hvor midtjyderne ligger nummer et med 48 point, Brøndby ligger nummer to med 47 point, mens FCK ligger nummer tre med 45 point.
Selvom mange ting kan ske i sådan et mesterskabsspil, så er det helt sikkert de tre hold, der skal slås om det danske mesterskab i de kommende ti runder, og det ser ud til at blive rigtig spændende. Det kan meget vel gå hen og blive afgjort i sidste runde, så alle point og mål bliver vigtige for de tre hold i toppen.
FC Nordsjælland og AGF ser ud til at komme til at kæmpe lidt om fjerdepladsen, der kan komme til at give en kamp om en plads i Europa i den kommende sæson. FC Nordsjælland indtager den lige nu med 37 point, mens AGF ligger nummer fem med 36 point.
Silkeborg er det sidste hold i mesterskabsspillet, og ligger selvfølgelig nummer seks. De har tabt alle deres kampe i ligaen her i 2024, og de ligner også et hold, der bare er med for at være med i mesterskabsspillet. De har 27 point, og har derfor ikke mulighed for at spille for noget som helst.
I den kommende weekend er der ingen kampe i Superligaen, da der er landskampspause, og det er et meget passende tidspunkt at have det på, nu hvor grundspillet er afviklet.
Når der bliver taget hul på Superligaen igen, er der påske, og derfor skal runden spilles søndag, mandag og tirsdag i stedet for fredag, søndag og mandag, som det plejer at være, og det ændrer altså lidt på nogle ting.
FC Midtjyllands træner, Thomas Thomasberg, er i hvert fald glad for, at det er sådan, da han synes, det er irriterende at spille fredagskamp, når spillerne har været afsted med deres landshold, så denne gang er han mere tilfreds.
- Der er ikke kamp fredag, og det er noget, som jeg tidligere har været træt af. Det var ikke noget, som jeg mærkede så meget i Randers, men her har man 10-12 spillere afsted med landshold, og der er et par stykker, der skal til Sydamerika.
- Jeg tror, at vi havde en kamp mod Viborg, hvor to spillere ikke nåede at træne med os, og de kom først om torsdagen sidst på dagen. Så på den her måde bliver det perfekt for alle hold i Superligaen. Når man først starter om søndagen, kan folk nå at træne og gøre sig klar igen, siger Thomasberg.