Runde 12 i Superligaen er nu blevet afviklet, og der var nogle ret interessante resultater i løbet af weekendens runde.
I denne artikel giver vi dig nogle af højdepunkterne fra 10. runde i Superligaen, så du kan få et lille overblik over, hvordan det ser ud i den bedste danske række.
De forsvarende danske mestre fra FCK havde mistet Superligaens førsteplads forud for denne runde, men de havde muligheden for at tage den tilbage igen, hvis de hentede tre point i weekendens kamp.
Her spillede de hjemme i Parken mod Vejle lørdag eftermiddag, og det var egentlig ikke nogen voldsomt god præstation fra hjemmeholdet, der dog endte med at vinde kampen med 2-1 og tage de tre point.
Der stod 0-0 ved pausen, og det var faktisk Vejle, der kom foran midt i anden halvleg, men FCK kom tilbage i opgøret, og fik først udlignet til 1-1, og otte minutter før tid fik Mohamed Elyounoussi scoret til 2-1 til FCK, og blev derfor matchvinder i opgøret.
Med de tre point har FCK nu 26 point efter 12 kampe, og det rækker til førstepladsen i Superligaen, som de dermed har taget tilbage efter sejren i denne runde.
Inden denne runde blev sparket i gang, var det Brøndby, der lå på førstepladsen, og de skulle forsøge at forsvare den placering med tre point i denne runde.
De tre point skulle de jagte på udebane mod Randers, der har haft en fin periode på det seneste, så det var ikke nogen nem opgave, der ventede topholdet i Jylland.
Brøndby kom foran med 1-0, men ved pausen stod der 1-1. I anden halvleg var det Randers, der kom foran, men med ti minutter tilbage af kampen fik Brøndby udlignet til 2-2, som også blev det endelige resultat i kampen.
Det ene point var ikke nok til at holde fast i førstepladsen, da FCK som bekendt hentede tre point i deres kamp, og derfor er Brøndby nu nede på tredjepladsen med 25 point.
Det er derfor ikke kun FCK, der har overhalet Brøndby i denne runde, det samme har Silkeborg også, da de fik tre point i rundens første kamp.
Her spillede Silkeborg på udebane mod Hvidovre, og det var ikke ligefrem nogen velspillet kamp, der var ret plaget at et voldsomt blæsevejr, men Silkeborg kom bedst ud af det opgør, da de vandt med 2-1.
Det var Silkeborgs 8. sejr i 12 kampe i denne sæson, og de har i alt hentet 25 point. Grundet en bedre målscore end Brøndby er de derfor placeret som nummer to i Superligaen, hvor de har et enkelt point mindre end FCK.
For Hvidovre betyder nederlaget, at de stadig ikke har vundet en kamp i Superligaen efter de første 12 runder. De er stadig isoleret i bunden med deres tre point.
Søndag eftermiddag var der en vigtig kamp i Lyngby. Hjemmeholdet lå inden kampen nummer seks i Superligaen, og de mødte AGF, der lå nummer syv.
Hvis Lyngby vandt den kamp, kunne de tage et skridt væk fra AGF i dysten om den vigtige sjetteplads, mens gæsterne med en sejr kunne tage sjettepladsen fra Lyngby.
Det endte med at være en kamp, hvor AGF var bedst, og Tobias Bech scorede et mål i hver halvleg, og det grundlagde den sejr på 2-0, som AGF tog med sig hjem.
Det betyder altså, at AGF nu ligger nummer seks i Superligaen med 17 point, og de har to point ned til Lyngby, der nu må tage til takke med en placering som nummer syv.