Runde 16 i Superligaen er nu blevet afviklet, og der var nogle ret interessante resultater i løbet af weekendens runde.
I denne artikel giver vi dig nogle af højdepunkterne fra 15. runde i Superligaen, så du kan få et lille overblik over, hvordan det ser ud i den bedste danske række.
De forsvarende danske mestre fra FCK ligger nummer et i Superligaen, men det er ikke længere så suverænt, som det kunne have været, da rundens kamp på udebane mod Viborg ikke gik efter deres plan.
Københavnerne besøgte Viborg lørdag aften i en kamp, hvor de var betegnet som favoritter på forhånd, og de kom da også planmæssigt foran efter 39 minutter, og den stilling holdt til pausen.
I anden halvleg gik det dog galt for FCK, da Viborg scorede to gange, uden gæsterne fik scoret, og derfor endte det med en sejr på 2-1 til hjemmeholdet, der altså fik snydt FCK for point.
Selvom FCK tabte kampen, ligger de stadig nummer et i tabellen, men det er dog meget tæt i toppen nu. Samtidig betyder de tre point for Viborg, at de nu ligger nummer syv i rækken, hvor de har slået et vigtigt hul på seks point ned til nedrykningsstregen.
At FCK ikke fik point med hjem fra Viborg, fik FC Midtjylland muligheden for at udnytte mandag aften, da de var på besøg hos Silkeborg, hvor tre point ville sende dem op på samme pointantal som de forsvarende mestre.
Midtjyderne kom til kampen mandag aften i en ganske god form, hvor de ikke havde tabt i deres seneste ni kampe i Superligaen, og i de seneste fire var det blevet til lutter sejre.
Det var heller ikke det store problem for dem at vinde den femte sejr i træk i Silkeborg, hvor det blev til hele 4-1, som dog var hjulpet lidt af, at Silkeborg blev reduceret til ti mand allerede i første halvleg.
De tre point betyder, at FC Midtjylland nu ligger nummer to, og det er kun en dårligere målscore, der gør, at de er under FCK. Begge hold har 33 point, mens Brøndby har 31 point på tredjepladsen.
Det har ikke set så godt ud for OB på det seneste, hvor de i sidste runde blev det første hold til at tabe til Hvidovre, og inden denne runde havde de kun hentet en enkelt sejr i de sidste ni runder.
Det skulle de prøve at lave om på i denne runde på udebane mod Randers, og heldigvis for OB har de i denne sæson været klart bedst på udebane, hvor de faktisk har hentet ret pænt med point.
Det endte da også med tre af slagsen i Randers, som de slog med 1-0 i en kamp, der ikke på nogen måde var velspillet, men OB var i stedet et hold, hvor spillerne kæmpede hele kampen, og det var nok til at tage en tiltrængt sejr.
De tre point betyder, at OB nu ligger nummer ni i tabellen, og de har et hul på tre point ned til nedrykningsstregen, som de er sikre på at slutte over inden vinterpausen.
Forud for denne sæson rykkede Vejle op i Superligaen sammen med Hvidovre, og lige siden starten af sæsonen har det også været de to klubber, der har ligget under nedrykningsstregen.
I denne runde mødte de to hold hinanden i Hvidovre, og der var selvfølgelig vigtige point på spil for begge hold, men det var især for Vejle, der havde muligheden for at spille sig over stregen.
Det var da også gæsterne fra Vejle, der kom foran med 1-0, men Hvidovre fik dog udlignet til 1-1, som også blev kampens endelige resultat, og så fik begge hold et enkelt point.
Det betyder, at Hvidovre og Vejle stadig ligger under stregen med hhv. syv og 13 point, mens Vejle missede muligheden for at overhale Randers, der har 15 point lige over stregen.