Superligaen starter snart igen, og i den forbindelse tager vi temperaturen på de forskellige klubber, og tjekker, hvor de står.
Denne gang lurer vi på Lyngby, hvor der er sket ting og sager i løbet af vinterpausen og transfervinduet, som der er meget interessante at dykke ned i.
Det helt store samtaleemne omkring Lyngby i starten af året har uden tvivl været, at de har mistet deres succestræner, Freyr Alexandersson, der er taget til belgisk fodbold. Islændingen har ellers været meget respekteret for hans tid i klubben, men nu var det tid til at komme videre.
Som erstatning for den islandske træner har Lyngby hentet norske Magne Hoseth, der kommer til Superligaen fra færøske Klaksvik, hvor han også havde stor succes med holdet, som han også imponerede med ude i Europa.
Der sker selvfølgelig altid noget på et hold, når man skifter træner, men det er ikke kun Alexandersson, Lyngby har sagt farvel til i januar. Klubbens målmand, Mads Kikkenborg, har også været en rigtig god målmand for dem de seneste sæsoner, men han er også fortid i Lyngby nu, da han i transfervinduet skiftede til Anderlecht, som betalte omkring ti mio. kroner for ham.
Den tidligere Barcelona-spiller, Marc Muniesa, er også fortid i Lyngby, da han er taget til Qatar, og deres store scoop, Gylfi Sigurdsson, er også væk, da de har ophævet hans kontrakt grundet en skade. Det er derfor nogle ret store navne, Lyngby har taget afsked med her i starten af 2024, og det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at gå dem her i foråret.
Der er dog også kommet noget ind i Lyngby. De har hentet den rutinerede målmand, David Jensen, hjem fra Tyrkiet, og så gjorde de et lille scoop ved at skrive kontrakt med Nikolai Baden på en fri transfer. De har også hentet Gustav Fraulo i FC Midtjylland, og de har lejet Lucas Lissens i Anderlecht. Så der har været travlhed i klubben.
Den 23-årige angriber, Nikolaj Baden, var lejet ud fra Vitesse til Austria Lustenau, men i transfervinduets afslutning blev lejeaftalen ophævet, og det samme gjorde hans kontrakt med Vitesse.
Derfor stod den tidligere Juventus-spiller uden kontrakt, og kunne skifte klub på en fri transfer, men det var nok lidt en overraskelse for nogen, at han endte med at skifte til Lyngby i Superligaen.
Baden er dog selv glad for at være skiftet til Lyngby, hvor han nu har fokus på at genvinde fodboldglæden, som nok har været lidt væk for danskeren på det seneste.
– Jeg er utrolig glad for, at jeg nu kan kalde mig Lyngby Boldklub-spiller. Jeg glæder mig til at komme hjem til Danmark igen, og jeg føler mig overbevist om, at Lyngby Boldklub og jeg er det helt rigtige match.
– Det er ingen hemmelighed, at jeg trænger til at finde fodboldglæden igen, og det føler jeg, at jeg kan her i Lyngby Boldklub. Jeg har hørt rigtig meget om klubbens stærke miljø, og jeg glæder mig til at blive en del af det, sagde Baden til Lyngbys hjemmeside ved skiftet.