AGF endte med at tage bronzen på sidste spilledag i Superligaen, og det er de rigtig glade for i Århus.
I weekenden blev den sidste runde i Superligaen i denne sæson afviklet, og der var stor spænding om nedrykningen, ligesom der også var stor spænding om, hvem der skulle slutte som nummer tre.
AGF og Viborg var i kamp om den vigtige tredjeplads og bronzemedaljerne, og det endte med at blive AGF, der kunne fejre det efter den sidste kamp var spillet.
I sidste spillerunde spillede AGF på hjemmebane mod Brøndby, og her leverede hjemmeholdet et rigtig stærkt comeback, da de et godt stykke inde i anden halvleg var bagud med 3-0, men de kom tilbage, og scorede tre mål, så kampen sluttede 3-3.
Det ene point til AGF betød, at de snuppede tredjepladsen i Superligaen, og udover de bronzemedaljer som de nu har vundet, så skal de også ud i Europa og spille kvalifikation til Conference League.
Det bringer stor glæde i Århus, og klubbens træner, Uwe Rösler, lægger da heller ikke skjul på, at det har krævet en del arbejde at nå her til.
- Spillernes tårer reflekterer holdet og klubbens følelser. Vi har arbejdet hårdt. Holdet har ofret meget, men samtidigt vil jeg sige tak til spillernes familier, koner og børn. Spillerne har ikke været i stand til at gøre, hvad de normalt kunne på fridage. Så nu ser vi frem til en ferie, siger Rösler.
Den tyske træner ser også meget frem til europæiske kampe i den kommende sæson, da det er noget, han har prøvet tidligere i sin trænerkarriere.
- Jeg er så glad for, at spillerne får noget ud af denne utroligt hårde sæson. Jeg ser rigtig meget frem til europæisk fodbold. Jeg har haft det sjovt med Malmö FF i europæisk regi, og jeg vil gøre det same med AGF, lyder det til slut fra ham.
Det er ikke kun træneren, der er tilfreds med, hvordan det endte for AGF i denne sæson, det samme gælder også for holdets topscorer, Patrick Mortensen.
Efter opgøret skulle Mortensen udtale sig på TV, og her lagde han ikke skjul på sine følelser, og at han var rigtig glad for, hvordan det endte med at gå for dem til sidst.
- Jeg tror det er første gang, at jeg græder på TV. Det er bare helt vildt. Hold kæft en sæson. Hold kæft en første halvleg - En rutsjebanetur af følelser uden lige. Jeg er så glad på klubben og fansenes vegne. Det er stort, siger Mortensen.
Tilbage i 2020 vandt AGF også bronze i Superligaen, og de gik egentlig efter at vinde endnu mere i denne sæson, men det lykkedes altså ikke, og den rutinerede angriber slår alligevel fast, at de er meget stolte af, at de nu står med bronzemedaljerne.
- Det betyder alt. Vi ville selvfølgelig gerne have haft noget højere oppe. Og det gik vi også efter internt. Men det er jo helt vanvittigt, når du er nede 0-3, at vi viser vores bedste side i anden halvleg. Jeg er tom af ord, og vanvittig stolt af holdet, lyder det til slut fra Mortensen.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies