Superligaen er ikke den liga, hvor der bliver brugt flest penge på at købe spillere, men der har alligevel været nogle store handler.
I denne artikel vil vi kigge på de ti spillere, der er blevet købt dyrest til Superligaen gennem tiden, hvor vi starter fra den billigste til den dyreste.
Lukas Lerager
Lukas Lerager havde allerede været udlejet til FCK i halvandet år fra Genoa, inden den danske storklub i sommeren 2022 købte ham fri i den italienske klub for 26 mio. kroner.
Han spiller stadig for FCK, hvor han har været med til at vinde to danske mesterskaber og en pokaltitel. Hans kontrakt med klubben udløber ved udgangen af 2025.
Victor Nelsson
Det er også FCK, der har listens nummer ni. 26,8 mio. kroner betalte de til FC Nordsjælland for at købe Victor Nelsson tilbage i 2019, da han var varm på markedet.
Det blev kun til to sæsoner hos FCK, da de i sommeren 2021 solgte ham til Galatasaray for 52 mio. kroner, så det endte med at være en rigtig god handel for FCK.
Daniel Agger
Det var en stor profil, der blev hentet hjem til Superligaen, da Brøndby købte Daniel Agger for 30 mio. kroner i Liverpool i 2014.
Det endte dog ikke med at blive nogen voldsom stor succes, da han i sommeren 2016 valgte at indstille sin karriere, da han kun var 31 år.
Akinkunmi Amoo
I januar 2022 måtte FCK op med 32 mio. kroner for at købe den 19-årige Akinkunmi Amoo i svenske Hammarby, hvor han havde vist lovende takter.
I den danske hovedstad har han dog ikke haft så nemt ved at finde melodien. Her er det ikke blevet til den store succes, men han kan nå det endnu, da han har kontrakt frem til udgangen af 2026.
Marrony
FC Midtjylland købte den brasilianske offensivspiller, Marrony, i Atletico MG i sommeren 2021, og de måtte betale 33,5 mio. kroner for ham.
Det blev til 11 kampe uden scoringer for FC Midtjylland, inden de i sommeren 2022 sendte ham hjem til Brasilien på en lejeaftale i Fluminense, så indtil videre må man også sige, at det ikke har været den store succes.
Isak Bergmann Johannesson
33,5 mio. kroner var også det, FCK måtte betale for Isak Bergmann Johannesson, da de købte ham i Norrköping i sommeren 2021, hvor han kun var 18 år.
Han blev betegnet som et meget stort talent, og der var angiveligt også andre store klubber med i jagten på ham. Han har indtil videre spillet 58 kampe for klubben, og han har kontrakt frem til sommeren 2026.
Denis Vavro
FCK solgte Denis Vavro for 78 mio. kroner til Lazio i sommeren 2019, men han fik ikke den store succes i den italienske klub, og i januar 2022 lejede den danske klub ham igen.
I sommeren 2022 valgte de så at købe ham fri af kontrakten i Lazio efter en succesfuld lejeperiode, og det kom de til at betale 33,5 mio. kroner for.
Pep Biel
I sommeren 2019 købte FCK den spanske profil Pep Biel i Real Zaragoza, og det betalte de lidt mere end 37 mio. kroner for.
Han havde tre gode sæsoner i den danske klub, inden de solgte ham til græske Olympiakos i sommeren 2022, hvor de indkasserede 45 mio. kroner.
Anders Dreyer
Anders Dreyer havde haft rigtig stor succes hos FC Midtjylland, og i sommeren 2021 solgte de ham til den russiske klub Rubin Kazan for 52 mio. kroner.
Allerede i foråret 2022 lejede de ham igen, og i sommeren 2022 købte de ham fri af kontrakten i Rusland, og det betalte de 37 mio. kroner for. Han nåede dog kun et halvt år i klubben, inden han blev solgt til Anderlecht.
Andreas Cornelius
FCK solgte Andreas Cornelius til Cardiff for 65 mio. kroner tilbage i 2013, inden de igen hentede ham hjem, og så solgte de ham til Atalanta for 45 mio. kroner i 2017.
I sommeren 2022 hentede de ham hjem endnu en gang, og her gjorde de ham til det dyreste køb i Superligaens historie, da de betalte 45 mio. kroner for ham. Hans første sæson tilbage i FCK fik han dog ødelagt af skader.