Der er lagt op til en meget spændende sidste kamp i denne runde, hvor AGF tager imod FC Nordsjælland hjemme i Århus.
Der mangler en enkelt kamp i 8. runde af Superligaen, og når den er afviklet, er der spillet mere end en tredjedel af grundspillets 22 kampe.
Starten af denne Superliga-sæson har næsten ikke været til at kende, da de hold der ligger i toppen, ikke er dem, man havde regnet med. Inden denne rundes kampe lå hverken FCK eller FC Midtjylland i top seks, og det er de to hold, alle regnede med, skulle kæmpe om det danske mesterskab.
I stedet er det nogle andre hold, der har set gode ud, og været rigtig godt spillende, og det er også to af de hold, der skal mødes mandag aften til den sidste kamp i runden.
Lige fra første runde har FC Nordsjælland taget sig af Superligaens førsteplads. Da der var spillet fire runder, havde de vundet alle fire kampe, og det var de det eneste hold, der havde.
Nu har de spillet syv kampe, og de har hentet 16 point. De er kommet i hus efter fem sejre, et enkelt nederlag og en enkelt uafgjort kamp. Nederlaget kom i runde seks, hvor de tabte 2-0 hjemme til Silkeborg, men de kom tilbage på sporet igen i sidste runde, hvor de slog FCK med 3-1 på hjemmebane.
Der er ingen tvivl om, at FC Nordsjælland har været den helt store positive overraskelse i denne sæson indtil videre. Det er ikke kun resultaterne, der har været gode for dem, de har også præsteret rigtig godt på banen.
I sidste sæson gik det ikke helt så godt for dem, hvor det især så knap så godt ud defensivt. Den del har til gengæld set bedre ud i starten af denne sæson, hvor de kun har lukket fem mål ind i de første syv kampe.
I slutningen af transfervinduet skete der også et par interessante ting i FC Nordsjælland. Ulrik Jenssen, der tidligere har spillet for klubben, blev hentet ind på en kort aftale, og udover det lejede de også to meget interessante spillere. Den 19-årige svenske angriber, Emil Roback, blev lejet i Milan, mens den danske angriber, Wahid Faghir, på samme alder, blev lejet i Stuttgart.
Mandag aften tager FC Nordsjælland så til Århus for at spille mod AGF. Hjemmeholdet har egentlig også fået en helt fin start på sæsonen, hvor det er blevet til 13 point i de første syv kampe.
Den seneste sæson var skuffende for dem, og det kostede også David Nielsen jobbet som træner for klubben, at AGF i stedet for at spille med i top seks, skulle slås for deres overlevelse i den bedste danske række.
Tyske Uwe Rösler har overtaget styringen med holdet, og det ser ud til, at det har været en god mand for dem at få ind. De kom dog lidt ned på jorden i sidste runde.
I forrige runde hentede holdet en rigtig flot sejr, da de vandt med 2-0 på udebane mod FC Midtjylland i Herning, og i sidste runde var de så på besøg hos oprykkerne fra Horsens, hvor de dog måtte tage hjem uden point efter et nederlag på 2-1.
Derfor skal AGF forsøge at komme tilbage på sporet igen, når FC Nordsjælland kommer på besøg mandag aften, og det kan godt gå hen og blive en meget underholdende kamp mellem de to mandskaber, der har set gode ud indtil videre i denne sæson.
Kigger man på historikken over de seneste fem indbyrdes kampe, de to hold har spillet mod hinanden, så er det dog ikke ligefrem i AGF’s favør. De to seneste indbyrdes opgør er endt uafgjort, og i alt er tre af dem sluttet uden vinder, mens FC Nordsjælland har vundet de to andre.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies