Januars transfervindue er åbent, og vi vil prøve at lave en lille gennemgang af, hvad der kan ske i de forskellige Superligaklubber.
Vi vil gå gennem de forskellige klubber i Superligaen fra toppen til bunden for at give et bud på, hvad de kommer til at foretage sig her i løbet af januar, inden vinduet lukker.
I denne artikel kigger vi nærmere på, hvad der kan ske i OB og Randers, der kan være på jagt efter forstærkninger for at komme væk fra bunden.
Den fynske klub har skiftet ud på trænerposten, hvor Søren Krogh er blevet ansat som permanent cheftræner i juleferien, og han har meldt ud, at han vil være mere deltagende omkring transfers i klubben, end hans forgænger, Andreas Alm, var det.
Krogh har overtaget et hold i akut nedrykningsfare, og han har gjort meget for at slå fast, at det eneste det handler om i resten af sæsonen, det er, at OB også skal spille i Superligaen i den kommende sæson, og det kan godt kræve nye spillere i løbet af januar.
OB har skiftet rigtig meget ud i truppen i de seneste transfervinduer, så man skal nok ikke forvente helt den samme aktivitet her i januar, og klubben har også en meget stor trup, hvor der kan være spillere, der også skal videre, da de ikke er i nærheden af spilletid i Odense.
Fynboerne har manglet en angriber, der er garant for mål, og der er ingen tvivl om, at det er noget, de vil kigge efter her i januar, selvom de lige har fået både Max Fenger og Lucca Kjerrumgaard hjem fra lejeaftaler, og også har både Bashkim Kadrii og Buya Turay.
På midtbanen kunne OB også godt have brug for forstærkning. De har godt nok de to tyskere, Sven Köhler og Tom Trybull, men de kunne godt bruge en, der mere er en 8’er, og det kunne der godt komme ind, inden transfervinduet lukker.
Sæsonen har været en skuffelse for Randers, hvor de kun ligger to point over nedrykningsstregen ved vinterpausen, og det er ikke utænkeligt, at de vil forsøge at forstærke holdet her i januar.
Det er også tænkeligt, at der kan komme salg af spillere i Randers her i transfervinduet, da der er profiler som Marvin Egho, Alhaji Kamara, Patrik Carlgren og Stephen Odey der har kontraktudløb til sommer, når denne sæson er spillet færdig.
Derfor er det lige nu også sidste chance, hvis Randers skal tjene lidt penge på at sælge disse spillere, og hvis de ender med at sælge ud, skal der selvfølgelig også hentes erstatninger ind for at erstatte dem.
Det er selvfølgelig også vigtigt for Randers at gøre op med sig selv, om det er bedst at hente lidt penge på at sælge disse spillere, eller om de får mere ud af at beholde dem, så de kan hjælpe klubben i den alvorlige situation, de er havnet i lige nu i den bedste danske række.
Hvis man skal kigge på, hvor Randers godt kan bruge forstærkninger på holdet lige nu, så er det nok på backerne, kanterne og den offensive midtbane, de holder øje med, hvad der er ude på markedet her i januar.