Den sidste europæiske deltager til den kommende sæson skal findes, når Viborg og FC Midtjylland mødes i direkte duel om pladsen.
Der er en enkelt kamp tilbage i Superligaen i denne sæson, inden der kan lukkes helt ned, og det er den såkaldte Europa-playoff, hvor der bliver spillet om den sidste plads i Europa i den kommende sæson.
Det bliver et opgør mellem Viborg og FC Midtjylland, hvor vinderen af den kamp kan glæde sig over, at komme med i kvalifikationen til Conference League.
Hvem | Viborg - FC Midtjylland |
Hvad | Superligaen |
Hvornår | 9. juni, kl. 19:00 |
Hvor | Energi Viborg Arena |
Stream | 3+ |
Odds | Viborg 2.40, uafgjort 3.50, FC Midtjylland 2.80 |
Siden strukturen blev lavet om i Superligaen, har der været den her Europa-playoff, som er en kamp mellem ligaens fjerdeplads og syvendeplads, som er den øverste placering i nedrykningsspillet.
I denne sæson er det Viborg, der har taget fjerdepladsen efter en dramatisk sidste runde, hvor det ellers så ud til, at de skulle vinde bronze. AGF lavede dog et forrygende comeback mod Brøndby, hvor de kom tilbage fra 0-3 til 3-3, og så måtte Viborg nøjes med fjerdepladsen, da de spillede 0-0 mod FC Nordsjælland.
Det var også først i sidste runde, syvendepladsen blev afgjort, da FC Midtjylland og OB tørnede sammen i Herning, hvor begge hold havde muligheden for at tage den placering. FC Midtjylland endte med at vinde den kamp med 4-2, og de tog derfor syvendepladsen ret sikkert i hus.
Med sejren over OB spillede FC Midtjylland sig altså til muligheden for europæisk fodbold i den kommende sæson, selvom de var i nedrykningsspillet, og det er altså kun Viborg, der nu kan sørge for, at de ikke får europæisk fodbold at se frem til.
Kampen spilles fredag aften, hvor det er Viborg, der har fordel af at spille på hjemmebane, da de som bekendt sluttede højest oppe i tabellen, og der spilles kun denne ene kamp, så det kan risikere, at der både skal forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence til for at finde en vinder.
Der har været en del snak om strukturen i Superligaen, hvor syvendepladsen kan ende med at tage den europæiske plads fra fjerdepladsen, og om det er fair, at det kan lade sig gøre.
Hos Viborg kender de godt mulighederne for at glippe den europæiske plads, for i sidste sæson sluttede de selv som nummer syv, og endte med at tage den europæiske plads fra AaB i kampen på Aalborg Stadion.
- Man kan selvfølgelig argumentere for, at det er et mærkeligt system, men vi var jo selv heldige at blive nummer syv sidste år, hvor vi vandt over AaB. Jeg synes, at man kan se fordele og ulemper ved begge ting, da holdene i nedrykningsspillet ikke ville have noget at spille om, hvis pladsen ikke var der, siger holdets back, Anton Gaaei.
Selvom Viborg måtte tage skuffede hjem fra kampen mod FC Nordsjælland i sidste runde, så er der dog godt med selvtillid i holdet forud for kampen mod FC Midtjylland.
- Vi skal ud at jagte, hvilket vi også gjorde i langt størstedelen af kampen mod FCN. Det er den gode præstation, som vi skal jagte. Vi skal stå godt defensivt og komme godt frem offensivt, og så er jeg sikker på, at vi nok skal tage sejren, slutter Gaaei.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies