Lasse Svan er med Danmark til EM-slutrunden i håndbold, men det er samtidig også den sidste for den rutinerede profil.
Den rutinerede danske landsholdsspiller, Lasse Svan, har nærmest vundet alt, hvad der er værd at vinde. EM, VM, OL, Champions League og et hav af tyske mesterskaber.
Til sommer er det dog slut for den 38-årige Svan, da han tidligere på efteråret meldte ud, at denne sæson ville være hans sidste som professionel håndboldspiller.
Det betyder også, at den EM-slutrunde han er afsted til nu sammen med det danske landshold, bliver den sidste i hans karriere, og selvom han er afklaret med det, erkender han også, at det er specielt.
- Det bliver en speciel slutrunde. Det gør det helt sikkert, men jeg har også et mål om, at det ikke skal fjerne fokus fra vores opgave, siger Svan, der havde en plan med at melde karrierestoppet ud så tidligt.
- Jeg var spændt på, hvordan det ville være, når mit karrierestop blev offentliggjort. Jeg var meget lettet, da det kom ud. Og grunden til, at det skete tidligt på sæsonen var, at jeg ikke ville gå og blive spurgt til, hvor længe jeg ville blive ved. Den plan har fungeret godt, slutter han.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies