Gå til indhold
spillemyndigheden Ansvarsfuldt spil
Opret konto
Sportsstadion
  1. Fodbold
  2. Bundesliga

Bundesligaen - Fodbold: Tyske traditionsklubber skifter på trænerposten

Trænerkabalen i Bundesligaen kører igen, da to af traditionsklubberne skal på jagt efter en ny træner frem mod den kommende sæson.

I weekenden blev den sidste runde i Bundesligaen spillet, og det blev en sæson uden de helt store overraskelser i toppen af rækken, da Bayern München igen vandt det tyske mesterskab temmelig suverænt.

Dortmund, Leverkusen og RB Leipzig tog sig af de næste placeringer, og det er derfor de fire klubber, der kommer til at repræsentere Tyskland i Champions League i den kommende sæson.

I bunden må Greuher Fürth og Bielefeld tage turen ned i 2. Bundesliga, mens Hertha Berlin skal møde Hamborg fra 2. Bundesliga om en plads i Bundesligaen.

Trænerkabalen går i gang

Når sådan en sæson er spillet færdig, er der næsten altid nogle klubber, der skiller sig af med deres træner, og nogle gange er det en hel kabale, der skal gå op, når man skal finde ud af, hvem der skal være træner i den kommende sæson.

Gladbachs sæson i Bundesligaen har ikke været prangende resultatmæssigt. Det har været meget svingende for dem, og efter de 34 runder endte de med at slutte på en lidt skuffende 10. plads.

De sluttede dog ret fint af hjemme foran egne fans i den sidste kamp, hvor de spillede mod Hoffenheim. Her vandt Gladbach meget suverænt med 5-1, og det må være et ret godt resultat at gå på ferie med for dem.

Det er Adi Hütter, der står i spidsen for Gladbach, men det kommer han ikke til i den kommende sæson. Efter kampen fortalte han nemlig, at klubben ikke har nået det, de satte sig for inden sæsonen, og derfor skal han ikke stå i spidsen for holdet i den kommende sæson.

- Efter mange intensive minutter og diskussioner kom vi til den konklusion, at vi går hver til sit. Det er meget skuffende, men vi nåede ikke det, vi satte os for i sporten. Jeg kan kun takke klubben for deres ærlighed og klarhed, siger Hütter.

Hütter har kun stået i spidsen for Gladbach i denne sæson, da han blev ansat sidste sommer, så han nåede kun at være træner for klubben i 37 kampe.

Tidligere i hans trænerkarriere har den 52-årige østriger bl.a. stået i spidsen for Salzburg, Young Boys og Frankfurt, og hvad fremtiden byder for ham nu, det er der ikke kommet noget frem om.

Wolfsburg skal også have ny træner

Gladbach er ikke den eneste klub, der skal have ny træner, inden den næste sæson i Bundesligaen går i gang, det gælder nemlig også for Wolfsburg.

Wolfsburgs sæson i Bundesligaen var heller ikke for alvor noget at skrive hjem om, og da de 34 runder var afviklet, lå de på en skuffende 12. plads i tabellen.

Florian Kohfeldt stod i spidsen for Wolfsburg i denne sæson, og den 39-årige træner havde egentlig kontrakt med klubben frem til næste sommer i 2023, men alligevel har klubben valgt at stoppe samarbejdet nu.

Træneren blev ansat i oktober, og han nåede derfor kun 28 kampe i spidsen for Wolfsburg, men nu er det altså allerede slut for ham.

- Vi fortsatte og intensiverede analysen af sæsonen lørdag aften og søndag morgen, og til sidst måtte vi spørge os selv, hvor modstandsdygtigt det videre samarbejde ville være.

- Vi kom til den erkendelse, at vi ville være pressede fra start, hvilket ville betyde en for stor belastning for holdet, træneren og klubben. Derfor blev vi i tillidsfulde og ærlige diskussioner gensidigt enige om at afslutte samarbejdet, siger Wolfsburgs direktør, Jörg Schmadtke.

Wolfsburgs sidste kamp i sæsonen blev spillet på hjemmebane mod Bayern München i weekenden, og her blev det til et enkelt point, da kampen sluttede 2-2.

Fodbold betting

bet365 bruger cookies

Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies