Der bliver skiftet ud i angrebet hos Dortmund, hvor Erling Haaland smutter, og bliver erstattet af Karim Adeyemi.
Erling Haaland har i et par år scoret et hav af mål for Dortmund, og der har i noget tid været spekulationer om den norske angribers fremtid i den tyske klub.
Han er blevet sat i forbindelse med alverdens store klubber, og der var også en frikøbsklausul i hans kontrakt med Dortmund, så han kunne købes fri for et fastsat beløb denne sommer.
Særligt Manchester City har på det seneste været sat kraftigt i forbindelse med Haaland, og tidligere i denne uge kunne englænderne bekræfte på sin hjemmeside, at de var blevet enige med Dortmund om et køb af den norske angriber.
Der var dog stadig nogle personlige aftaler, der endnu ikke var forhandlet på plads med Haaland, men aftalen med Dortmund var i hus, så den 21-årige angriber kan komme til Premier League i næste sæson.
Dortmund har længe vidst, at Haaland nok var tabt for dem denne sommer, og derfor har de også haft muligheden for at arbejde på at finde en afløser for ham.
Der har i noget tid været spekulationer om, at den tyske angriber, Karim Adeyemi, var på vej til Dortmund, og det blev da også bekræftet, nogenlunde samtidig med at salget af Haaland blev offentliggjort.
Den 20-årige Adeyemi skifter til Dortmund fra RB Salzburg, og han har skrevet under på en aftale, der binder ham til den tyske klub frem til sommeren 2027.
Hos Dortmund er de godt tilfredse med tilgangen af den unge angriber, og klubbens sportsdirektør, Michael Zorc, fortæller, at Adeyemi bliver en meget værdifuld spiller for dem.
- Karim Adeyemi er en meget talentfuld, tysk landsholdsspiller, der gennem sine stærke afslutningsevner og enorme fart kommer til at være en værdifuld tilførsel til vores offensive spil, siger Zorc.
Adeyemi har tidligere også været sat i forbindelse med andre store klubber som Manchester United og Barcelona, men det endte altså med at blive Dortmund, der løb med hans underskrift.
Selvom der var interesse fra andre klubber, så fortæller Adeyemi selv, at han aldrig var i tvivl om, at han skulle til Dortmund, da han blev bekendt med interessen fra den tyske klub.
- Jeg beundrede Dortmunds hurtige spillestil som barn. Det var også derfor, at jeg vidste, at jeg ville skifte hertil, så snart jeg blev bekendt med interessen.
- Jeg har bevidst valgt at skrive under på en lang kontrakt, fordi jeg er overbevist om, at vi kommer til at forme et spændende hold, som sammen med fansenes sublime opbakning kommer til at konkurrere om og vinde titler i de kommende år, siger Adeyemi.
Det er ikke kun Dortmund, der bliver forgyldt denne sommer, når de sælger den norske angriber til Manchester City, det er der nemlig også en norsk klub, der gør.
Bryne FK spiller i den næstbedste norske række, og det er Haalands barndomsklub. De kan derfor se frem til at modtage solidaritetspenge i forbindelse med salget af angriberen.
Det norske medie VG skriver, at Bryne FK fik 11 mio. kroner, da Haaland blev solgt fra Molde til RB Salzburg, og da han blev solgt videre til Dortmund, skulle det have givet 3,5 mio. kroner i kassen.
I denne omgang skulle salget af Haaland fra Dortmund til Manchester City angiveligt give 7-8 mio. kroner til Bryne FK, og det glæder de sig da også over i den norske klub.
- Vi får ekstraordinære indtægter. Det er millioner, der vil være en ren fortjeneste for os. Klubben har tænkt sig at bruge pengene på en måde, der har en langsigtet effekt.
- Erling har taget skridtet helt til tops i verden. Det er fuldstændig utroligt. Det er en drøm. Jeg får kuldegysninger, når jeg siger det, siger Hans-Øyvind Sagen, der er daglig leder i Bryne FK.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies