I 2004 skrev FC Porto historie ved at vinde UEFA Champions League under ledelse af den unge og ambitiøse træner José Mourinho. Denne bemærkelsesværdige sæson var ikke bare en triumf af taktisk snilde og holdånd, men også et vidnesbyrd om Mourinhos evne til at transformere et hold fra underdogs til europæiske mestre.
FC Porto startede deres Champions League-kampagne i gruppe F sammen med Real Madrid, Marseille og Partizan Beograd. Mange eksperter forventede, at Porto ville kæmpe for at kvalificere sig fra gruppen, særligt med den spanske gigant som favorit. Men Porto overraskede alle ved at slutte øverst i gruppen. De opnåede sejre både hjemme og ude mod Partizan, samt en afgørende 3-2-sejr over Marseille på Stade Vélodrome, hvilket cementerede deres position som en alvorlig konkurrent i turneringen.
I knockout-fasen fortsatte Portos imponerende form. I ottendedelsfinalerne stod de over for Manchester United, en af favoritterne til at vinde turneringen. Efter en dramatisk 2-1-sejr på Estádio do Dragão, rejste Porto til Old Trafford med en skrøbelig føring. Her leverede Costinha et sent mål, der sikrede en 1-1-uafgjort og sendte Porto videre på udebanemål. Denne sejr var ikke bare en teknisk bedrift; det var et psykologisk mesterværk, der udstillede Portos styrke og holdets tro på deres egen formåen.
Kvartfinalen bød på Lyon, som blev besejret med samlet 4-2, hvilket yderligere understregede Portos effektivitet og evne til at præstere under pres. I semifinalen ventede Deportivo La Coruña, som blev slået med 1-0 over to kampe, hvilket banede vejen for en finaleplads i Gelsenkirchen.
Finalen den 26. maj 2004 var kulminationen på Portos eventyrlige løb. Modstanderen var AS Monaco, som også havde haft en overraskende god sæson i Champions League. Men i finalen viste Porto sig fra sin bedste side. Carlos Alberto åbnede scoringen, og herefter fulgte mål fra Deco og Dmitri Alenichev. Porto vandt kampen overbevisende 3-0 og løftede dermed Champions League-trofæet for første gang siden 1987.
José Mourinhos rolle i denne historiske triumf kan ikke understreges nok. Han formåede at udvikle en stærk defensiv organisation kombineret med en hurtig og målrettet angrebsstrategi. Hans evne til at motivere spillerne og hans taktiske dygtighed i de afgørende øjeblikke var nøglen til succes.
Mange spillere spillede centrale roller i Portos succes. Deco, som var sæsonens spiller, leverede konstant præstationer på højt niveau, og hans kreativitet og tekniske evner var afgørende for holdets offensiv. Ricardo Carvalho og Jorge Costa udgjorde et robust forsvar, mens Maniche og Costinha kontrollerede midtbanen med jernhånd.
Efter Champions League-sejren blev mange af nøglespillerne og Mourinho selv genstand for stor interesse fra større europæiske klubber. Mourinho tog til Chelsea, hvor han fortsatte sin imponerende trænerkarriere, mens flere spillere også forlod klubben for nye udfordringer.
FC Portos Champions League-triumf i 2004 står som et strålende eksempel på, hvordan en velorganiseret og taktisk disciplineret tilgang kan overvinde tilsyneladende overlegne modstandere. Det var en sæson, der ikke kun ændrede livet for dem, der var direkte involveret, men også efterlod et varigt aftryk på klubbens historie og europæisk fodbold som helhed.