Der er VM i Landevejscykling lige rundt om hjørnet, og her kigger vi lidt på, hvem der skal repræsentere Danmark.
Der er rigtig mange gode cykelryttere fra Danmark, og otte af dem skal køre VM i landevejscykling i Skotland, hvor de skal kæmpe for at få et godt resultat med hjem til Danmark.
Den 6. august køres der linjeløb, som er 271,1 km. fra Edinburgh til Glasgow, og 11. august køres der enkeltstart, som er 47,8 km, som køres i og omkring Stirling.
De sidste to år har Jonas Vingegaard vundet Tour de France, men han har aldrig deltaget ved VM for Danmark, og det kommer han heller ikke til, når der skal køres VM i år.
Allerede i slutningen af juni, da den danske landstræner, Anders Lund, satte navn på de første fire ryttere, der skulle med til VM, fortalte han, at man ikke ville komme til at se Vingegaard til VM, da han ikke kunne få det til at passe ind.
- Vingegaard er ikke med i bruttotruppen, fordi han har meddelt, at VM ikke er muligt for ham i forhold til løbsprogrammet efter Touren, lød det fra den danske landstræner på det tidspunkt.
Anders Lund havde rigtig mange andre gode ryttere, han kunne vælge af, og derfor var han da heller ikke så bekymret over, at det ikke var muligt for ham at tage Vingegaard med til VM i Skotland.
- Det tager jeg helt roligt. Og så kan jeg også godt forstå, at Jonas har sit fokus klart på Tour de France lige nu, og at det er det, der tæller for ham.
- Med de fire, der er udtaget her, og hvad der ligger af andre folk, som er klar, bliver det et dansk landshold, som kommer til at se rigtig godt ud. Det er jeg ikke i tvivl om, lød det fra ham.
Som nævnt skulle den danske landstræner sætte navn på otte ryttere, der skal forsvare de danske farver ved VM i Skotland, og de otte navner er også fundet for noget tid siden.
Helt tilbage i juni satte han navn på de fire første, som var Mads Pedersen, Mattias Skjelmose, Kasper Asgreen og Søren Kragh Andersen. Midt i sidste måned blev der så sat navn på de sidste fire, som er Magnus Cort, Mikkel Honore, Mikkel Bjerg og Michael Mørkøv.
To af danskerne skal også deltage i VM i enkeltstart, og her har landstræneren valgt at pege på Mikkel Bjerg og Kasper Asgreen som de to, der skal jagte gode danske resultater i den disciplin.
Landstræneren mener, at ruten på enkeltstarten står bedst til de to ryttere, men helt generelt mener han også, at ruten til linjeløbet passer rigtig godt til det danske hold, han har fået sat sammen. Det fortæller han i et interview med TV2 Sporten.
- Det er et meget stærkt hold, som jeg klart forventer kan køre med om medaljer i Glasgow. Linjeløbet er vanvittigt teknisk på den afsluttende rundstrækning, men det er en VM-rute, der passer godt til det danske landshold, lyder det fra den danske landstræner.