Efter selv at have sået tvivl om sin fremtid, er det nu klart, at Gareth Southgate fortsætter med at være engelsk landstræner.
Hvis et hold har været med til en slutrunde, og resultatet har været skuffende, så er det ofte sådan, at landstræneren vælger at stoppe, eller at forbundet vælger at stoppe samarbejdet med ham.
Det har altid været et godt tidspunkt at stoppe på lige efter en slutrunde, og det kunne da også have været en mulighed for den engelske landstræner, Gareth Southgate, efter denne vinters VM i Qatar.
England har været til VM i Qatar, og slutrunden forløb sådan for dem, at de ikke havde de store problemer med at gå videre fra gruppespillet, og i ottendedelsfinalen mod Senegal blev det også til en sikker sejr på 3-0 til englænderne.
Anderledes gik det dog i kvartfinalen, hvor der også var noget bedre modstand. Her var det Frankrig, de var oppe imod, og her måtte de se sig besejret med 2-1, og derfor måtte England pakke kufferterne og tage hjem efter kvartfinalen.
Det var selvfølgelig ikke det, englænderne havde håbet på. Det er det jo aldrig, når man ryger ud på den måde. Efter deres exit blev der også spekuleret i, om Gareth Southgate var den rigtige mand til at fortsætte med at være engelsk landstræner, og han fortalte da også selv, at han var begyndt at overveje sin fremtid.
- Jeg vil ikke have, at der går fire eller fem måneder, og så finder jeg ud af, at jeg har truffet den forkerte beslutning. Der er for meget vigtighed forbundet med beslutningen i forhold til at træffe den forkerte.
- Der er mange ting i mit hoved, og jeg er virkelig i tvivl på nuværende tidspunkt. Jeg er nødt til at vide mig sikker på, at jeg har den rette energi, hvis jeg beslutter mig for at blive, lød meldingen fra Southgate på det tidspunkt.
VM: Enrique er klar til nyt job til sommer
VM: Frankrig og Argentina brager sammen
Southgate har været engelsk landstræner siden 2016, hvor han inden da stod i spidsen for U21-landsholdet, og hans kontrakt som landstræner gælder frem til slutningen af 2024, hvilket dog ikke plejer at have den store betydning, hvis man har tænkt sig at stoppe inden da.
Nu har den 52-årige Southgate så fået brugt noget tid på at tænke over sin fremtid, og han er åbenbart kommet frem til, at det rigtige for ham det er at fortsætte som landstræner for England i noget tid endnu.
Det engelske fodboldforbund har nemlig bekræftet, at Southgate fortsætter i jobbet, og forholder sig til den kontrakt, han har. Den næste store opgave han skal se frem imod nu, det bliver at føre englænderne frem til EM-slutrunden i 2024 og levere et godt resultat ved den turnering.
- Vi er glade for at kunne bekræfte, at Gareth Southgate fortsætter som engelsk landstræner, og at han vil stå i spidsen for holdet i EM 2024-kampagnen. Gareth og Steve Holland har altid haft vores fulde opbakning, og vores forberedelse frem mod EM starter nu, sådan lyder meldingen fra Mark Bullingham fra det engelske fodboldforbund.
Tilbage i oktober blev der trukket lod til de ti kvalifikationsgrupper frem mod EM-slutrunden i 2024, og her er England kommet med i Gruppe C, hvor det udover dem selv er Italien, Ukraine, Nordmakedonien og Malta.
England er selvfølgelig favoritter til at gå videre fra kvalifikationen, og hvis de gør det, så har de booket billetten til EM-slutrunden i 2024. Den turnering afvikles i Tyskland, og englænderne vil altid være blandt favoritterne til sådan en slutrunde, selvom de aldrig har vundet et Europamesterskab. De har til gengæld vundet VM en enkelt gang. Det gjorde de tilbage i 1966.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies