Daniel Wass fortæller, at han var i dialog med Brøndby, inden han valgte at skifte til Atletico Madrid.
I januars transfervindue lavede Daniel Wass et stort skifte, da han sagde farvel til Valencia, og i stedet tog turen til Atletico Madrid.
Det kunne dog være endt anderledes, for der var nemlig spekulationer om et skifte hjem til Brøndby, og Wass fortæller da også nu, at han var i kontakt med klubben, som han tidligere har spillet for.
- Tanken har været oppe og vende, jeg har haft en dialog med Jan (Bech Andersen) og havde det også sidste sommer med Carsten (V. Jensen), siger den danske landsholdsspiller.
Hos Atletico Madrid har danskeren skrevet under på en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2023, og da muligheden kom for at skifte til dem, var han ikke i tvivl om, at det var det, han skulle.
- Jeg fik det her tilbud fra Atletico Madrid, og jeg tror godt at alle kan forstå, hvorfor jeg ikke kommer hjem til sommer. Det var det her, jeg rigtig gerne ville, lyder det til slut fra Wass.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies