Serena Williams’ Wimbledon blev en kort fornøjelse, men hun slår fast, at hun ikke har nogle planer om at gå på pension.
Tidligere på ugen gjorde Serena Williams comeback ved Wimbledon, der var hendes første rigtig store turnering, efter hun blev skadet ved selv samme turnering sidste år.
Williams har vundet Wimbledon syv gange i hendes karriere, og hun kom med til turneringen på et wildcard, da hendes lange skadespause har haft stor betydning for hendes placering på verdensranglisten.
I alt har den rutinerede spiller vundet 23 Grand Slams i karrieren, men det ændrer ikke på, at hendes nuværende placering på verdensranglisten er helt nede som nummer 1204.
I første runde ved Wimbledon skulle den 40-årige amerikaner op imod den 16 år yngre franskmand, Harmony Tan, og det blev en meget dramatisk kamp mellem de to spillere.
Tan vandt første sæt med 7-5, men i andet sæt viste Williams klassen, da hun vandt sikkert med 6-1, og så skulle kampen ud i tredje sæt mellem de to duellanter.
Franskmanden er nummer 115 på verdensranglisten, så der er mere end 1000 pladser mellem de to, men det kunne man altså ikke se. Rangeringen er heller ikke retvisende for Williams’ evner på tennisbanen.
Tredje sæt endte med at blive meget dramatisk, hvor de to spillere fulgtes ad hele vejen. Det var dog Tan, der endte med at tage det sidste stik, og vandt sættet med 7-6 (10-7 i tiebreak), og hun vandt derfor også kampen.
Det blev derfor et kort comeback i verdens ældste tennisturnering for Serena Williams, men omvendt kan hun bestemt også godt være sin præstation bekendt, selvom hun vil være skuffet.
For Tans vedkommende er det første gang, hun spiller med ved Wimbledon, og det er da i hvert fald et godt minde for hende, at hun har slået den syvdobbelte vinder ud i første runde, uanset hvordan det går hende videre hen i turneringen.
Franskmanden var i hvert fald meget følelsesladet efter sin sejr over Williams.
- Jeg er så følelsesladet lige nu. Da jeg var ung, så jeg hende så mange gange på tv. Til mit første Wimbledon er det wow - bare wow. Da jeg så lodtrækningen, var jeg virkelig bange. Fordi det er Serena Williams - hun er en legende, siger Tan.
Med nederlaget til Harmony Tan åbnede det samtidig også op for en snak om, at Serena Williams kunne være på vej til at pakke tennisketsjeren væk permanent og gå på pension.
Selvom hun også er oppe i alderen med hendes 40 år, så afviser hun dog, at hun har planer om at gå på pension. Senere på året spilles US Open, og her er hun meget motiveret til at stille op.
- US Open var der, hvor jeg vandt min første Slam (Grand Slam-turnering), det er virkelig specielt. Der er bestemt en masse motivation til at blive bedre og spille på hjemmebane, siger Williams.
De seneste års resultater har været lidt op og ned for den rutinerede amerikaner, og det er faktisk fem år siden, hun sidst vandt en Grand Slam, da hun tilbage i 2017 vandt Australian Open.
Det tyder dog ikke på, at hun har opgivet håbet om at vinde endnu en Grand Slam. Hun kommer i hvert fald til at fortsætte med at spille tennis, og som man kender Williams, så bliver hun ved med at spille, fordi hun stadig går efter det ypperste.
Efter kampen mod Tan ville hun dog heller ikke afvise, at hun kommer til at stille op til Wimbledon igen næste år, hvis hun har det godt nok til det.
- Jeg spiller for nuet. Jeg kommer til at se på, hvordan jeg har det. Hvem ved, hvor jeg dukker op, lød det til slut fra Williams.
Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies