Gå til indhold
spillemyndigheden Ansvarsfuldt spil
Opret konto
Newcastle og Leicester mødes i EFL Cuppens kvartfinale.
  1. Fodbold
  2. La Liga

La Liga: Xavi er glad for Koundes debut

Barcelonas træner, Xavi, er godt tilfreds med Jules Koundes debut for klubben, hvor han leverede en rigtig god præstation.

Det er blevet til en godkendt start på den nye sæson for Barcelona, der har hentet syv point i de første tre kampe efter to sejre og en enkelt uafgjort.

Der er blevet hentet flere nye spillere til den spanske storklub denne sommer, men der har været nogle problemer med at få spillerne registreret grundet klubbens økonomi.

En af de nye spillere er den franske forsvarsspiller, Jules Kounde, der er blevet købt for et stort beløb i Sevilla, og han er gået glip af nogle kampe, fordi han ikke kunne registreres.

Xavi er glad for Koundes debut

Der var dog gode nyheder både for Barcelona og den franske forsvarsspiller, da det lykkedes dem at få ham registreret, så han kunne være med i truppen til weekendens runde, hvor Barcelona spillede på hjemmebane mod Valladolid.

Kounde gør sig for det meste i det centrale forsvar, men her var det Ronald Araujo og Eric Garcia, der var foretrukket som makkerpar i weekendens kamp, hvor den danske landsholdsspiller, Andreas Christensen, sad ude med noget sygdom.

I stedet var Kounde placeret på højre back fra kampens start, og her gjorde han også en rigtig fin figur. Klubbens træner, Xavi, er i hvert fald rigtig glad for det, han så fra den franske forsvarsspiller i opgøret.

- Han spillede en god kamp, og han kan bruges på samtlige positioner i forsvaret. Også i venstre side. Han har en masse mod, og så har han et godt output på bolden.

- Vi har købt en fantastisk spiller. Jeg synes faktisk, at han spillede bedre end Araujo i dag. Ronald Araujo bliver bedre og bedre, men han afhænger meget af kampens forløb og modstanderen, siger Xavi.

Kounde spillede alle 90 minutter i kampen mod Valladolid, som Barcelona vandt stensikkert med 4-0. Robert Lewandowski tegnede sig for to af målene, mens Pedri og Sergio Roberto også scorede.

Pique kan få mindre spilletid

Udover købet af Kounde så har Barcelona også hentet den danske forsvarsspiller, Andreas Christensen tidligere på sommeren. Hans kontrakt med Chelsea udløb efter sidste sæson, så han kunne komme til klubben på en fri transfer.

Ronald Araujo har også bidt sig fast på holdet, og med de stærke centrale forsvarsspillere der er i klubben, kan det komme til at gå ud over Gerard Pique i denne sæson.

Den 35-årige Pique har spillet for Barcelona siden 2008, og det er i alt blevet til 606 førsteholdskampe for klubben, ligesom han også har mere end 100 landskampe for Spanien på sit CV.

Pique har altså været en vigtig del af Barcelonas hold de seneste mange sæsoner, men i denne sæson kan det godt se ud til, at han ikke får den samme rolle på holdet, som han tidligere har haft.

I holdets første tre kampe i La Liga i denne sæson har den rutinerede forsvarsspiller nemlig siddet på bænken, og det er også meget tænkeligt, at det er sådan, det kommer til at være i fremtiden. Sådan lyder det i hvert fald fra klubbens træner, Xavi.

- Jeg snakkede med Gerard, før vi gik på ferie. Jeg var tydelig. Jeg fortalte ham, at vi ville forstærke forsvaret, og at det ikke ville blive let for ham. Han kan hjælpe os i en anden type rolle.

- Der er konkurrence for alle, og jeg forsøger at vælge de bedste til at vinde kampe. Det kommer an på hans og mine følelser, og hvordan han konkurrerer, når han får chancen, lyder meldingen fra træneren.

Pique har siddet på bænken fra start i alle tre kampe i La Liga, og han er ikke blevet skiftet ind i nogen af dem, så han har stadig sine første minutter på banen til gode i denne sæson.

bet365 bruger cookies

Vi bruger cookies til at levere en bedre og mere personlig service. For mere information, se vores Regler om cookies