Den belgiske stjerne, Kevin De Bruyne, vil melde ud om sin fremtid på landsholdet, når han er færdig med at holde ferie.
Den gyldne belgiske generation er ved at nå sin udløbsdato på landsholdet, og der bliver stillet spørgsmålstegn ved flere af dem, der har været med til at skabe nogle gode resultater.
En af dem er Kevin De Bruyne, men han kommer ikke til at melde noget ud om sin fremtid på landsholdet, før han har fået holdt noget ferie.
Belgien spillede mod Frankrig i ottendedelsfinalen ved EM i Tyskland, og her måtte de se sig slået ud, da de tabte med 1-0, efter Jan Vertonghen scorede et selvmål med kun fem minutter tilbage af kampen.
Derfor er belgierne færdige ved EM, og det betyder helt naturligt, at der er nogle spillere, der overvejer deres fremtid på landsholdet, og da kampen var slut, var det da også et spørgsmål, der ret hurtigt kom til en af de helt store belgiske stjerner, Kevin De Bruyne.
De Bruyne er blevet 33 år, og har været en bærende profil på det belgiske hold i en del år efterhånden, men han er dog endnu ikke klar med en beslutning omkring hans fremtid på landsholdet. Den kommer på et tidspunkt efter sommerferien, meldte han selv ud på et pressemøde efter kampen.
- Det er for tidligt at svare på det spørgsmål. Jeg skal lige have lov til at bearbejde nederlaget. Det har været en meget lang sæson, og jeg har behov for at hvile mig nu. Jeg tager en beslutning efter sommeren, lyder det fra den belgiske stjerne.
Hvis De Bruyne vælger at stoppe på det belgiske landshold nu, så vil han i alt have spillet 105 kampe for Belgien, hvor det i alt er blevet til 28 scoringer. Han fik sin debut tilbage i sommeren 2010, og han er lige nu anfører for det belgiske landshold.
Det er ikke først nu, hvor Belgien er røget ud af EM, det bliver et tema, om Kevin De Bruyne har en fremtid på det belgiske landshold i fremtiden også.
I gruppespillet spillede Belgien en kamp mod Rumænien, som de vandt med 2-0, og her scorede De Bruyne et af målene, og efter kampen kom han også i fokus, da der blev spurgt ind til hans fremtid på holdet.
På det tidspunkt havde han dog ikke spekuleret over, om han var på vej til at stoppe på landsholdet, da han stadig mente, han havde noget at give til de unge spillere på holdet, sagde han selv.
- Jeg har ikke rigtig tænkt over, om det her er slutningen på min landsholdskarriere. Jeg bryder mig ikke om at tænke på, hvornår jeg går på pension eller på min fremtid.
- Jeg har ikke besluttet, hvornår jeg stopper. Jeg har spillet på dette hold i 10 år, og jeg har en masse viden at give videre til de yngre spillere. Men hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg ikke besluttet, hvornår jeg stopper, lød det fra De Bruyne, der nu for alvor kan begynde at tænke over sin fremtid på landsholdet.