Anja Andersen bliver betragtet som en af de bedste håndboldspillere, der nogensinde har været, og hun havde også stor succes som træner.
Hvordan blev Anja Andersen den gode håndboldspiller, og hvad kunne hun? Det prøver vi at gøre dig klogere på i dette lille portræt, som vi laver her.
Den 15. februar 1969 blev Anja Andersen født i Odense, og hun blev født direkte ind i en håndboldfamilie, hvor både hendes søster og bror spillede håndbold, men dog ikke på så højt et niveau, at de blev professionelle.
Det var både hendes far og mor dog. Keld Andersen og Vivi Andersen spillede begge på landsholdet i deres karriere, så der er ikke noget at sige til, at Anja også voksede op og gjorde alvor af sin håndbold.
Da hun var barn, flyttede familien fra Odense til Nordjylland, og det var her, man for alvor kunne se, at hun kunne drive håndbolden til noget, da de boede lige ved siden af hallen i Arden, og de fleste af hendes vågne timer blev brugt med en håndbold i hånden.
Anja Andersen går i gymnasiet, men hun vælger dog at droppe ud i 2.G, så hun for alvor kan jagte den drøm hun har om at spille professionel håndbold og blive den bedste håndboldspiller i Verden.
I Aalborg KFUM får Anja Andersen sine første seniorkampe, men det er med skiftet til Ikast, det for alvor begynder at tage fart, da klubben laver en stor satsning med damehåndbolden, og det bliver hun en del af.
Hun skifter til Viborg, da Ulrik Wilbek starter et damehold op i klubben, men her bliver det kun til en enkelt sæson, hvor man får at se, at det er en spiller med stort temperament, der ikke passer ind i så strenge rammer, som der blev sat op af Wilbek, og det ender faktisk med, at hun bliver smidt ud af klubben.
I 1989 er der ikke nogle danske klubber, der viser interesse for at hente Andersen, og hun beslutter sig derfor for at tage til Norge og spille for Bækkelaget, hvor hun i første omgang er i fire år, og hun er med til at tage klubben fra bunden af tabellen til at vinde det norske mesterskab.
I 1993 tager hun til Tyskland for at spille for TuS Walle Bremen, hvor hun når at være i tre sæsoner, og i alle sæsonerne bliver de tyske mestre, og efterfølgende vender hun igen tilbage til Bækkelaget, hvor hun spiller frem til 1999, hvor hun i en alder af kun 29 år bliver nødt til at indstille sin karriere grundet et hjertetilfælde under en kamp.
Efter hun stoppede med at spille håndbold, valgte Andersen at gå trænervejen, hvor hun meget imponerende rykkede Slagelse op gennem rækkerne, og i 2003 vandt klubben sit første danske mesterskab. Det gjorde de igen i 2005 og 2007, mens de også vandt Champions League både i 2006 og 2007.
I 2008 blev hun træner for FCK, men her fik hun aldrig den samme succes, som hun havde i Slagelse. Hun har også haft andre mindre trænerjobs, men de senere år har hun ikke været en del ag håndboldverdenen.
Der var egentlig lagt op til, at Anja allerede skulle have debuteret på det danske landshold, da hun spillede for Viborg, men da hun blev smidt ud af klubben, kom hun heller ikke med på landsholdet alligevel.
Derfor var det først i 1991, da hun var 22 år, hun spillede sin første landskamp, og her var det faktisk Ulrik Wilbek, der hentede hende til Viborg, der var træner for det danske landshold.
I 1993 var hun med ved sin første slutrunde, da der var VM i Norge, og her var det en stor skuffelse for hende, at danskerne kun vandt sølv. Året efter i 1994 var der dog guld til Anja og Danmark, da de vandt EM.
I 1996 var hun også med til at vinde guld ved både EM og OL, mens det i 1997 blev til en guldmedalje ved VM. Samme år blev hun også kåret til Verdens bedste håndboldspiller.
For det danske landshold nåede Anja Andersen i alt at spille 133 kampe, og her blev det til imponerende 725 mål fra hende.