Det er to af de helt store europæiske nationer, der mødes, når Italien og Tyskland byder hinanden op til dans i denne midtuge.
Vi er nu nået til Nations Leagues kvartfinaler, hvor de sidste otte hold i turneringen skal ud og slås om en plads bland de sidste fire hold i semifinalen.
Både Italien og Tyskland vil rigtig gerne være med blandt de sidste fire hold i Nations League, og det er det, de skal slås om, når de møder hinanden i kvartfinalen.
Italien var en del af Gruppe 2 i Nations League, der på forhånd var udråbt som dynamitgruppen, da Frankrig og Belgien også var med, og så var Israel ikke levnet de store chancer mod de tre store nationer.
Det endte dog med, at det kun var Italien og Frankrig, der kæmpede om de to øverste pladser, og hvem der skulle slutte hvor, og for italienernes vedkommende måtte de tage til takke med andenpladsen, men det var dog kun en dårligere målscore, der gjorde, at de ikke sluttede som nummer et.
For Italien betød det så også, at de her i kvartfinalen skulle op mod et af de hold, der sluttede som nummer et i deres gruppe, og det endte med at blive Tyskland, der temmelig sikkert kørte en førsteplads hjem i deres Gruppe 3.
Tyskerne tabte ikke en eneste af de seks kampe, de spillede gennem gruppespillet, hvor det blev til fire sejre og to uafgjorte. De skrabede 14 point sammen, og det var fem mere end Holland, der sluttede som nummer to i gruppen med ni point, så det var der ikke for alvor nogen spænding om.
Italien og Tyskland mødte senest hinanden i juni 2022, hvor Tyskland vandt med 5-2 på hjemmebane, og hvis man kigger på de seneste fem indbyrdes opgør mellem de to hold, er det endt med tre sejre til Tyskland, mens to kampe også er endt uafgjort.
Joshua Kimmich har i løbet sin karriere spillet flere forskellige pladser. Han startede med at spille back, men hos Bayern München er han med årene blevet flyttet op på midtbanen.
Derfor giver det også anledning til spekulation, hvor han skal placeres på det tyske landshold, men landstræner, Julian Nagelsmann, har besluttet sig for, hvor han ser Kimmich forud for de to opgør mod Italien i Nations League.
- Jeg bliver nødt til at opveje, hvad der er det mindste og største problem lige nu. På nuværende tidspunkt ser jeg ikke en mere stabil højre back end Joshua Kimmich, især ikke efter Benjamin Henrichs’ skade, siger Nagelsmann.
Den tyske landstræner har nogle ret gode muligheder på midtbanen, hvor der er flere, der byder sig til, og det er også derfor, det giver mening for ham at gøre brug af Kimmich på backen, når det er en mulighed.
- Lige nu har jeg Pascal Gross, Angelo Stiller, Alexander Pavlovic hvis han er klar, Robert Andrich, Felix Nmecha og andre kandidater. Så det er det mindste problem. Derfor holder jeg fast ved det for nu, lyder det til slut fra Nagelsmann.
Alle statistikker er aktuelle på tidspunktet for artiklens publicering. Der tages forbehold for ændringer frem mod kampstart, f.eks. ligaplacering og lignende.